Falmede stjerner som Lindsay Lohan og Snoop Dogg tjener tykt på populær fanservice

Kendisser, der for længst har haft deres storhedstid, søger mod internettet og videoer på bestilling for at genoplive deres popularitet og indtægtskilder.
Falmede stjerner som Lindsay Lohan og Snoop Dogg tjener tykt på populær fanservice
Lindsay Lohan. (Foto: James Gourley / Getty)

»Hej Caitlyn, det er Lindsay Lohan, jeg vil bare ønske dig tillykke med fødselsdagen, og det er altså helt okay, at du snavede med en hotdog engang«, lyder det i en video med den tidligere ’Mean Girls’-skuespiller, inden hun fortsætter: »Tillykke med fødselsdagen, masser af kærlighed til dig!»«.

Man fristes til at tro, at det er lidt af en joke, især med den interne joke om en hed affære med en hotdog. Men videoen – der mest af alt ligner, at den er optaget med et semidårligt kamera i en mobiltelefon – er god nok, og det er altså den rigtige Lindsay Lohan.

Og nå ja, så har den knap 20 sekunder lange video kostet 2.500 danske kroner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den omtalte video er lavet på bestilling hos Cameo. En tjeneste, hvor helt almindelige mennesker kan købe sig til hilsener (eller billigere tekstbeskeder) fra kendisser. Her er der ikke tale om videoer på samlebånd med samme budskab, hvor navnene blot skiftes ud.

I stedet er videoerne fra Cameo personaliseret med tekster eller budskaber, som brugerne selv bestemmer. Det kan være en fødselsdagshilsen, det kan være en peptalk, eller også kan det bare være en intern joke, der får nyt liv, når den bliver genfortalt af Don Johnson.

Og der er rig mulighed for at finde lige præcis den kendis, man har brug for. Hos Cameo bugner det med skuespillere (fra Krysten ’Jessica Jones’ Ritter til Tom ’Draco Malfoy’ Felton), musikere (kunne det friste med et shout-out fra Snoop Dogg eller Howie D. fra Backstreet Boys?) og sportsstjerner som Dennis Rodman og Drew Brees.

Fælles for de fleste på Cameo er dog, at de pænt sagt er ovre deres storhedstid. De toppede for et par årtier siden, og siden er deres værdi styrtdykket. I hvert fald i traditionelle medier, for på internettet genoplever de nu en slags renæssance, hvor de atter en gang kan skovle penge ind på deres tidligere succes.

Med en ironisk distance og ofte overraskende ærlig selverkendelse kaster fortidens stjerner sig ud i den ene video efter den anden, og når man ser på prisen, forstår man det måske. Én video på 10-15 sekunder kan snildt indbringe 6.000 danske kroner.

Skal man tro Cameos direktør, Steve Galanis, flerdobles de penge dog hurtigt for tjenestens mest populære ansigter. Brian Baumgartner, som de færreste formentlig kender af navn, men hvis ansigt straks genkendes som Kevin i ’The Office’, tjente i 2020 over seks millioner kroner – en fortjeneste, der gør ham til Cameos mest succesfulde pengemaskine.

En ny internetvaluta

Cameo lyder måske som en gimmick, og det er det da også i høj grad i nogle tilfælde, men tjenesten er det seneste skud på trend-stammen for digitale platforme, hvor fans og stjerner – mod betaling – kan komme tættere på hinanden.

Mange kender allerede Patroen, hvor man kan støtte sin yndlingspodcaster eller vlogger med et fast beløb. Eller OnlyFans, der især blomstrede sidste år, hvor man kan købe sig adgang til videoer af ofte seksuel karakter.

Cameo går derimod i en mere mainstream-dikteret retning, hvor popkulturens falmede berømtheder – især fra amerikanske sportsgrene eller gamle tv-serier – kan ride med på bølgen og tjene lidt ekstra knaster, imens de dækker sig ind under en tættere kontakt til fans.

Det er nemlig ikke uden grund, at mange af stjernerne på Cameo har en profilvideo, der ofte inkluderer en eller anden variant af »Jeg glæder mig til at interagere direkte med jer, mine elskede fans«.

For Cameo er skridtet videre fra Facebook og Instagram. Hvor sociale medier giver eksponering, giver Cameo resultater direkte på bundlinjen. Men det er også en tendens, der for alvor har taget fart under coronavirussen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Imens traditionelle arbejdsopgaver er røget i svinget med nedlukkede film- og serieoptagelser, aflyste sportsbegivenheder og andre indtægtskilder, er internettet åbent døgnet rundt.

På Cameo lander bestillingerne hver time, og det giver stjernerne en mulighed for at holde kontakten med deres fans ved lige (eller sågar styrke loyaliteten til deres brand), imens de samtidig tjener på det. Nogle vil måske kalde det udnyttelse, andre vil kalde det overlevelse.

For mange af Cameos indholdsleverandører (for det er vel egentlig den betegnelse, som stjernerne falder ind under) handler det dog mest af alt om at forblive relevante, især i den amerikaniserede popkultur, hvor et realityshow altid venter lige rundt om hjørnet, når ens karriere har toppet.

Efter ’Tiger King’ røg ud i glemslen, var der for eksempel ikke mange, der huskede Carole Baskin. Men så dukkede hun op på Cameo med et cover af 50 Cents ’In da Club’, og som hun senere forklarede til The Washington Post, var det ikke kun for sjov.

Det var også for at skabe en ny form for indtjening, da populariteten fra Netflix-succesen stilnede af. Og det lader til, at det har været en succes – efter kun få måneder lagde Baskin cirka 100.000 kroner i lommen hver måned.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Netop Baskin er et godt eksempel på, hvorfor Cameo i øjeblikket oplever en så stor succes, at firmaet er værdisat til 300 millioner dollars. For internettet hungrer efter det skæve, det bizarre og ikke mindst det nostalgiske.

Vi kan ikke få nok af komiske videoer, der hurtigt kan deles på Twitter eller Facebook, og med Cameo kan vi købe os direkte adgang til netop disse videoer, som vi sågar selv kan instruere.

Der er naturligvis grænser (hvilket er konsekvenserne af racistisk misbrug i Cameos tidligere dage), men hvem kan sige nej til en fødselsdagshilsen fra sit store ’Berverly Hills’-ikon, fra dengang man var barn i 90’erne?

Man kunne fristes til at kalde Cameo for endnu en platform, der blot dækker over monetære transaktioner. For den udstiller på sin vis, at selvom vi har brug for en daglig dosis kendis-underholdning, har kendisser også brug for os (eller i hvert fald vores penge).

Men Cameo er i høj grad også et symbiotisk forhold, hvor begge parter deltager på klare vilkår. Videoerne er ikke bare ligegyldige produkter, der bliver smidt ud igen om et par år. De er ikke bare en gimmick på internettet.

Videoerne har derimod en øjeblikkelig affektionsværdi og et menneskeligt touch – og efter et år som 2020, er det måske lige præcis det, der gør Cameo til så stor en succes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af