For et par uger siden brød en krig ud mellem forummet r/WallStreetBets på Reddit og selve Wall Street med GameStop-aktien som ufrivilligt centrum.
Men nu – efter den kamp langsomt er løbet ud i sandet – er brugerne på Reddit gået i flæsket på hinanden, og det hele handler selvfølgelig om penge.
Den massive opmærksomhed omkring Reddits opgør med Wall Street har allerede affødt planer om en Netflix-film om hele spektaklet, og nu lugter de griske hajer blod.
Den interne krig skyldes, at gamle og inaktive mods – altså dem, der sørger for ro og orden i r/WallStreetBets – er vågnet op til live, efter der er kommet penge ind i hele affæren.
Derfor prøver de nu at overtage magten på det populære forum, der efter de seneste uger er bugnet til 8,5 millioner brugere.
I et opslag, som nu er låst og dermed ikke kan kommenteres, skriver en af de mest aktive mods under GameStop-sagen, at der er et decideret kup i gang.
/r/wallstreetbets will die soon unless the admins save us from r/wallstreetbets
Ifølge anklagerne prøver de gamle mods at lukrere på den enorme opmærksomhed ved at sikre sig rettigheder til bøger og film, ligesom der efter sigende også er planer om kryptovaluta.
»I fortjener at vide, at dette forum er ved at blive forrådt fra flere sider af folk helt oppe i toppen, og at alle under dem er knuste og bare vil have dem fjernet«, skriver en mod.
Ifølge The New York Times har flere af de anklagede moderatorer haft private samtaler på Discord for at undersøge, hvordan de kan profitere mest muligt på r/WallStreetBets, inden GameStop-kontroversen toner ud i glemslen.
En af de gamle moderatorer, der prøver at tage magten tilbage nu for at smede, mens jernet er varmt, er r/WallStreetBets’ stifter, Jaime Rogozinski.
Rogozinski, der blev smidt på porten sidste år efter kontroverser om insider-trading, har allerede solgt sin historie til produktionsselskabet bag film som ‘Wonder Woman’.
Det er ikke første gang, at r/WallStreetBets har været ude i en magtkamp for at score kassen på drama. Derfor har en bruger nu lavet en gennemgang af den klassiske strategi for et Reddit-kup, så det er nemmere at genkende.
Selv hvis du ikke er interesseret i r/WallStreetBets, er det en meget god guide til, hvordan man snyder sine brugere, hvis man har en skjult agenda.
Siden kuppet gik i gang, er Reddits administratorer gået ind i sagen, hvor flere af de fjernede moderatorer nu er blevet genindsat.