Notorisk krypto-kup tager vanvittig drejning med 23 milliarder kroner og en rapper, der kalder sig selv ‘Krokodillen af Wall Street’

Notorisk krypto-kup tager vanvittig drejning med 23 milliarder kroner og en rapper, der kalder sig selv ‘Krokodillen af Wall Street’
Heather Morgan aka Razzlekhan. (Foto: Razzlekhan/YouTube)

Denne nyhed drejer sig egentlig om et af historiens mest legendariske kup i kryptobranchen, men når du er færdig med at læse, er det eneste, du kan huske, nok Razzlekhan.

Bag kunstnernavnet gemmer sig Heather Morgan, der sammen med sin mand, Ilya Lichtenstein, blev anholdt i denne uge for at være i besiddelse af og hvidvaske mere end 23 milliarder kroner.

Pengene stammer fra et notorisk angreb på kryptohandelsplatformen Bitfinex tilbage i 2016, hvor kryptovaluta til en værdi af 29 milliarder kroner blevet stjålet.

De blev aldrig fundet igen, men ihærdigt arbejde fra de amerikanske myndigheder har nu givet pote – og det er svært at se, hvordan historien ikke ender med en filmatisering i Hollywood.

En stor del af af det stjålne beløb er nemlig efter sigende dukket op hos parret, som ifølge rapporter har hvidvasket pengene ved at sende dem frem og tilbage som kryptotransaktioner og ved at købe gavekort til Walmart, PlayStation og Hotels.com, skriver The Verge.

Hvor Lichtenstein udadtil gør sig som tech-entreprenør, har Morgan aka Razzlekhan aka ‘Krokodillen af Wall Street’ – ja, det er skam helt seriøst det, hun kalder sig selv – gjort karriere som rapper.

Resultatet kan du se i musikvideoen for ‘Versace Bedouin’, der er ganske forfærdelig, men også fuldstændig skingrende sindssyg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I sangen rapper Razzlekhan ikke kun om sin status som Wall Streets krybdyr, men også hvordan hun er »den lækre bedstemor, du virkelig gerne vil kneppe«, hvilket giver absolut ingen mening.

Hun opremser også sit CV, heriblandt som journalist (hun har været freelanceskribent for amerikanske medier som Forbes og Inc.) og direktør for B2B-virksomheden SalesFork, inden hun tilføjer, at »kun fjolser følger reglerne«.

I en anden musikvideo, som nu er utilgængelig på YouTube, nævner Morgan desuden hacker-metoden spear fishing (der har til hensigt at stjæle følsomme oplysninger), hvorefter hun konkluderer »alle dine penge er overført til mig«.

Det stopper dog ikke der, for naturligvis dukker Morgan op på tværs af hele internettet, som den entreprenør hun er.

Ikke kun på Instagram, men også TikTok, hvor hun har prøvet at bryde igennem som forretningsorienteret influencer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I hendes første video gennemgår hun sin vej til at stable en millionsucces på benene ved at knokle hårdt som en kvinde i 20’erne uden rige forældre, investeringer fra eksterne partnere eller et netværk at trække på.

Hun nævner naturligvis ikke den lille detalje om, at hun tilsyneladende har haft adgang til milliarder af stjålne kroner.

Lidt mere aktivitet har der været at spore på hendes anden TikTok-konto, der hører ind under Razzelkhan-navnet, imens hendes Instagram-profil er blevet gjort privat efter nyheden om beslaglæggelsen af de 23 milliarder kroner.

Til gengæld er den officielle hjemmeside for Razzlekhan stadig aktiv, og så må vi ikke glemme hendes SoundCloud, der har et par ekstra numre liggende, hvis du ikke kan få nok.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af