Ingen personer er hellige på Kanye Wests Instagram, hvor Elon Musk er blevet det nye mål for rapperens voksenmobning.
Det sker ikke overraskende efter, at Twitter smed Ye på porten i sidste uge efter et voldsomt interview, der blev fulgt op med hagekors på det sociale medie.
Og nu lader det altså til, at verdens rigeste mand er fanget i sigtekornet, efter West har lagt en længere svada på Instagram, hvor han anklager Musk for at være halvt kinesisk:
»Tag et kinesisk geni og par dem med en sydafrikansk supermodel«, skriver West på Instagram og tilføjer: »Så har vi en Elon«.
Opslaget med de racistiske undertoner dukkede op natten til mandag, men er endnu ikke blevet slettet – hverken af Instagram eller Kanye selv, hvilket han ellers har for vane at gøre.
Til gengæld er det fulgt op med endnu et opslag, hvor West har taget et skærmbillede af Musks reaktion på spekulationerne om hans ophav, hvilket Musk tog ganske let på: »Jeg tager det som et kompliment«, lød det.