Bruger du også for meget tid på at overspringshandle gennem din smartphone og kunne du tænke dig at koble af fra det liv? Joe Hollier og Kaiwei Tang står bag den omdiskuterede Kickstarter-kampagne The Light Phone, der foreslår en lo-tech løsning på det first world problem.
The Light Phone er en mobil på størrelse med en stak kreditkort, der kun besidder de klassiske telefoniske funktioner: Du kan ringe og du kan blive ringet op. Og så er der alligevel sneget lidt smart-tech indover, da man kan få viderestillet sine opkald til til sin smartphone videre til sin Light Phone via en app.
På projektets site bliver Light Phone med billeder af bjerge, strand og grøn natur pitchet som en nødtelefon der giver et afbræk fra en ellers hyperconnected hverdag.
Skaberne foreslår dog, at man medbringer Light Phone i tasken eller pungen som supplement til sin smartphone – hvilket i virkeligheden betyder at Light Phone potentielt reduceres til endnu en overflødig gadget. For hvis dens primære funktion blot er at agere back-up, bakker Light Phone i virkeligheden op omkring den kultur, den forsøger at sætte sig op imod; at man skal forventes at stå til rådighed 24/7.
Men selvom idéen ved første øjekast kan lyder lidt aparte, så er den nye »phone away from phone« allerede blevet finansieret på Kickstarter med over 30 dage tilbage.
Indtil videre er telefonens dækning begrænset og prisen relativ høj. Light Phone sælges for $100 mens et lignende produkt der blev lanceret sidste år, mobilen Talkase, sælges for kun $69.
Light Phone er måske et tilfælde af style over substance. Det er i hvert fald absolut et lækkert designobjekt med tydelig inspiration fra Apple. Men om det er fremtidens afspændingsværktøj, må vi vente at se.
Læs også: Sonys nye elpære har Bluetooth-højtaler