Ny app gør det nemmere at finde dine venner på Roskilde

Du kommer tilbage med en hel stang øl fra baren og så er dine venner væk. Eller du skal mødes med en flirt nede i P, men du kan ikke finde den skide firkant, I har aftalt at mødes i. Du ringer, men der er ingen kontakt eller du kan ikke høre noget.

Findes der noget værre på Roskilde? Det skulle da lige være overfyldte toiletter.

De fyldte kummer er det kun de barmhjertige slamsugere, der kan gøre noget ved, men fra og med i år skulle der gerne blive taget hånd om problemerne med at blive væk. I hvert fald hvis appen CrowdSearch virker efter hensigten.

CrowdSearch er udviklet af teleselskabet 3 i samarbejde med reklamebureauet Revolt og smelter Apples kortservice og Roskilde Festivals egne kort over pladsen sammen. Appen er lige så præcis som telefonens GPS tillader. Det udsving i præcision der kan være, er svarende til det man kan opleve på Google og Apple maps.

Du kan finde dine venner i appen ved at tilkoble dem fra din venneliste på Facebook eller invitere dem via telefonbogen. Så kan du se hvilket område, de befinder sig i eller hvilke koncerter de er til. Appen ved, hvad der foregår i de enkelte områder, så den tilføjer også, hvad du laver på et givent tidspunkt. For eksempel kan den afsløre, at du »Hænger ud i Graffiti Zone« eller »Lytter til Pharrell på Orange«

Appen har en indbygget ‘off the grid’-funktion, der sikrer, at du også kan gemme dig fra dine kedelige venner. Under festivalen kan du dele din status og placering fra app’en via Facebook, Twitter, email og sms.

Appen er klar til download nu, dog kun til iPhone – beklager.

Læs også: Apps, højtalere og hardware: Det mest essentielle grej til festivalsæsonen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af