Rygterne svirrer: Vi kan forvente en ny, større iPad på onsdag

Rygterne svirrer: Vi kan forvente en ny, større iPad på onsdag
Et bud på hvordan iPad Pro kommer til at se ud.

Den har været undervejs så længe, at den nærmest er blevet sagnomspunden: Apples iPad med 13 tommer skærm, der sandsynligvis får navnet Pro.

I det seneste års tid har flere anonyme kilder fastholdt, at den ville komme i indeværende efterår, men Apple har som altid været tavs som en pose æbler. Siden har rygterne gået på, at den ville blive præsenteret på næste uges live-event, siden blev det afvist af andre kilder.

Men nu peger vedholdende rygter på, at den er stort set klar og at vi kan forvente at få den præsenteret på onsdag. Det skriver websitet 9to5Mac. Den vil i så fald kunne forudbestilles fra oktober og være klar til salg i november og sandsynligvis være målrettet MacBook-brugere og Apple-fans, der ikke kan få det stort nok.

Samtidig løber der også rygter om en iPad Mini 4, hvilket til gengæld betyder, at der næppe kommer en ny iPad Air i år.

Rygterne får yderligere vind i sejlene af det faktum, at onsdagens event holdes i et konferencecenter med plads til 7.000 gæster. Det virker stort, set i perspektiv af at der “kun” skal præsenteres to S-modeller, en opdateret Apple TV-box og andre småting. Da de sidste år afslørede iPhone 6 og 6 Plus foregik det i en sal med plads til 2.405 gæster – hvilket var væsentligt større end vanligt.

Eventets størrelse kunne godt tyde på, at der er noget stort på vej. Om det så er en iPad Pro, må tiden vise.

Læs også: iPad-app serverer tidens vildeste video-materiale til dig i magasin-form

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af