‘Keep Talking and Nobody Explodes’: Et godt bud på fremtidens party-spil
Helten sidder foroverbøjet med sveddråberne trillende ned af panden, mens de røde tal på displayet tæller langsomt nedad – 1:22, 1:21, 1:20. Langsomt skruer han (for det er altid en han) den sidste skrue løs, løfter bagbeklædningen af, og åbenbarer et væld af ledninger, der snor sig på kryds og tværs. 1:01, 1:00, 0:59.
»Kig efter den blå ledning«, lyder stemmen i heltens øre. Det er naturligvis hans trofaste sidekick, der er med over radioen.»Vi ved, at han altid bruger den blå ledning som strømleder til detonatoren«. I et close-up ser vi heltens knibtang rystende nærme sig den blå ledning. 0:44, 0:43, 0:42.
Sådan ser det klassiske scenarie ud, vi som film- og tv-seere har været vidne til i årtier. Men hvad nu, hvis man selv kunne hoppe i heltens udtrådte basketstøvler, gribe tangen og klippe den blå ledning over, mens man havde sin bedste ven i øret til råd og vejledning? Med udgivelsen af et af de første kommercielle virtual reality-spil er det netop blevet en mulighed. ‘Keep Talking and Nobody Explodes’ er den vittige titel på spillet, der for nyligt udkom på Steam.
Spillet går i alt sin enkelthed ud på, at kun spilleren med VR-headsettet på, kan se og interagere med bomben. Resten af holdet er til gengæld udstyret med den manuel, der beskriver de korrekte metoder til at demontere bombens forskellige dele. Og der er her at spillets helt grundlæggende dynamik og idé ligger, når bombedemontøren skal kommunikere med sit backup-team, der har alt den nødvendige viden, men til gengæld hverken kan se eller røre ved bomben.
Bedst med publikum
Der er ikke nogen historie af betydning i spillet. Det består ret beset blot af en række bomber, af stigende sværhedsgrad, som man kan kaste sig ud i at demontere. Det hele er dog stemningsfuldt pakket ind i et elegant menusystem der fuldstændigt ligner et politikontor fra 70’erne.
At der ikke er noget overordnet forløb i spillet gør dog mindre, for ‘Keep Talking and Nobody Explodes’ føles i høj grad som et festspil, man kan hive frem og spille, mens resten af selskabet ser på. Den fejlkommunikation, der sniger sig ind, efterhånden som presset stiger, er måske nok frustrerende for spillerne, men den er til gengæld svært underholdende, når man som tilskuer kan se på, hvordan de taler mere og mere forbi hinanden i stadigt stigende toneleje, i takt med at timeren tæller ned.
Faktisk er det slet ikke nødvendigt at bruge et virtual reality-headset, for at kunne spille “Keep Talking and Nobody Explodes”. Den udgave, der er til salg på Steam, kan også sagtens spilles med skærm og mus. Men der er ingen tvivl om, at den klart bedste oplevelse opnås med et VR-headset. Med en Oculus-brille skruet fast om kraniet føler man sig for alvor til stede i spillets rum, hvor man sidder bøjet over den drabelige elektronik, mens hjælpeholdet reduceres til fjerne forvirrende stemmer.
»Tryk på den skæve bille«
En stor del af spillets charme ligger også gemt i den geniale bombemanual, som man både kan printe ud eller bladre igennem online. Udført i gnidret skrivemaskine-look ligner den grangiveligt noget, man kunne finde i et kommunalt ringbind fra forrige årtusinde.
Derudover er formuleringerne i den nærmest geniale. Teksten er skrevet, som kun en svagstrømsingeniør med et intenst had til slutbrugeren kunne gøre det. De maskinskrevne sider bugner af kryptiske formuleringer, forbehold og afsnit, der refererer rundt til hinanden i en uendelighed. Balancerende på grænsen af det uforståelige bliver det derfor også til en udfordrende opgave for hjælpeholdet at tyde de komplekse instrukser og melde dem tilbage til bombedemontøren.
Både manualen og bomberne gør også en ære ud af at erstatte normale bogstaver og tal med sære symboler, som ikke er ligetil at beskrive. Således kan man lægge øre til beskrivelser som »en blæksprutte med spyd« ,»Et sygt N, der ligger ned med en streg over« og »Den skæve bille«. Maleriske beskrivelser som henholdsvis hjælpehold og demontør så ellers skal prøve at decifrere.
Hvad manualen angår, er det klart den sjoveste oplevelse, hvis man har gjort sig den ulejlighed at printe manualen ud på oldschool analogt papir og sætte den i et passende rindbind. For det første spiller det sammen med manualens meget u-digitale udseende, og oveni får hjælpeholdet også endnu en udfordring med at bladre frem og tilbage i den ikke specialt overskuelige manuel.
Alting med måde
Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen, og ‘Keep Talking and Nobody Explodes’ har da også sine skønhedsfejl. Størst af disse er nok, at spillet klart egner sig bedst til at blive spillet i små doser. Når man begynder at nå til tredje eller fjerde bombe i træk, så forsvinder en del af udfordringen ved kommunikationen, da man helt automatisk begynder at vedtage konventioner om, hvad det er, man kalder de forskellige symboler og moduler og man genkender mange af bombedemonteringens elementer på trods af den stigende sværhedsgrad. Godt nok genereres bomberne opbygning tilfældigt, men der er stadig mange elementer, der går igen.
Derudover er det også lidt ærgerligt, at det ikke er muligt at følge med på computerens egen skærm, mens bombedemontøren kæmper med svedglatte knibtænger og skruetrækkere. Når det nu fungerer så godt som festspil, så ville det være oplagt at lade publikum se, hvordan spillerne taler forbi hinanden.
Når alt kommer til alt, er det dog ikke noget, som for alvor er ødelæggende for oplevelsen, og ‘Keep Talking and Nobody Explodes’ er et solidt bud på et spil, som ikke bare demonstrerer, hvad VR-teknologien kan, men som også rummer en virkelig velgennemtænkt asymmetrisk spiloplevelse – både for dem der spiller og dem, der kigger.
Godt
+ Fantastisk bombedemonteriingsmanual
+ Fungerer rigtig godt med publikum
+ Meget mere end bare en Virtual Reality-showcase
Skidt
– Kunne være mere imødekommende overfor publikum
– Begrænset holdbarhed
– Kræver ekstra hardware