Danmarks bedst kendte lejemorder Agent 47 er tilbage, denne gang i den solbeskinnede italienske havneby Sapienza. Den nyeste trailer til det opkommende ‘Hitman’-spil formår at vise franchisen frem fra dens bedste sider – og teaser nye udviklinger.
Traileren blev offentliggjort i går under Paris Games Week, som en del af et timelangt interview med danske Io-Interactives Hannes Seifert. Seifert ledte meget passende publikum igennem den parisiske mission i det nye ‘Hitman’-spil, og fortæller at Sapienza er næste destination efter et fransk modeshow.
Det første man lægger mærke til i den nye trailer er byens størrelse: Den er enorm. Og da ‘Welcome to Sapienza’ er den første video, der er lavet 100 procent med in-game footage, forklarer Seifert at alt hvad du kan se, er spilbart. Det åbner utallige muligheder for Contracts Mode, en type gameplay hvor spillere selv udformer nye missioner og udfordrer andre til at udføre det valgte attentat.
‘Hitman’-universet er siden sidste spil i rækken (‘Absolution’ i 2012) både blevet større, flottere og mere åbent, men også tættere befolket. Spillet er fyldt med ikke mindre end 300 unikke AI NPCs, det vil sige karakterer der lever deres egne, selvstændige liv, uafhængigt af Agent 47’s missioner. ‘Absolution’ bød på 50 AIs.
Men der er visse ting der – gudskelov – ikke har ændret sig. Sapienza-traileren viser Agent 47, som vi kender ham: Med det karakteristiske sorte jakkesæt og røde slips, knyttede næver og et formidabelt våbenarsenal. Traileren når at komme rundt om alle kerneelementerne, som vi kender fra tidligere ‘Hitman’-spil, da den viser alternative ruter, våben og spilstrategier.
Du kan vælge at liste dig igennem spillet som silent assassin, bruge det Seifert kalder “social stealth” og forklæde dig som vagt, præst, bager, handyman, etc., tage en mere direkte rute med masser af våben eller udnytte dit miljø til at lave accident kills, hvor du for eksempel forgifter mad og drikke.
Sjette spil i rækken ser således ud til at tilbyde alt det bedste fra ‘Hitman’ i nye, smukke rammer og evner samtidig at byde på endnu flere muligheder for en skræddersyet spilleoplevelse.
Læs også: Forsinkelse: Nyt ‘Hitman’-spil kommer ikke til december alligevel