Lyssværd, robotter og lasere: Hvor langt er ‘Star Wars’ fra virkeligheden?

‘Star Wars: A New Hope’ udkom i 1977 midt i et årti, hvor alles blik var rettet mod det ydre rum. Rumkapløbet havde gjort science fiction mere relevant og håndgribeligt end nogensinde før. Derfor pirrede det første møde med ‘Star Wars’-universet så mange seere, at den frem til 1982 og ‘E.T.’ var den bedst indtjenende film nogensinde.

En del af successen skyldes utvivlsomt, at George Lucas formåede at skabe et dragende og ikke helt urealistisk univers fyldt med teknologi, de fleste kunne relatere til, men som stadig var mere fi end sci.

Der findes få fiktive universer som Star Wars, der har fået folk til at forsøge at gengive det på alle tænkelige måder. Se bare på adskillige cosplay-arrangementer og de utallige Lego Star Wars-modeller. Men Star Wars-universet har også været en inspiration i alverdens laboratorier siden 70’erne. Det kommer til udtryk i form af eksempelvis håndproteser, svævende køretøjer og lignende produkter, vi enten kan finde på hylderne eller om ikke andet i YouTube-videoer.

Fascinationen af den fjerne galakses teknologi har i årevis drevet opfinder-typer til at forsøge enten direkte at kopiere lyssværd og blasterrifler eller udnytte universet som inspiration til lidt mere jordnær teknologi. Her kan du se de bedste eksempler på Star Wars-inspirationen i virkeligheden.

SWtech1

 

Personlige robotter, der hjælper os

’Star Wars’-universet er spækket med robotter som C-3PO, R2-D2 og BB-8, der hjælper mennesker og andre sælsomme væsner med blandt andet at oversætte, løse opgaver og løbe ærinder. Da vi første gang møder C-3PO og R2-D2 er de på en farefuld færd for at overbringe en hologrambesked videre til en aldrende jedi.

En stor del af de funktioner, de to droider er bygget til at udføre, kan andre typer teknologi klare i vores galakse i dag. For eksempel er C-3POs fornemste opgave at oversætte over seks millioner kommunikationsformer. Det kan du i dag klare med et hav af forskellige apps. For eksempel kan du med Google Translate-appen ikke bare oversætte tekst, men også tale – i realtid tilmed – og tekst på skilte ved hjælp af kameraet.

R2-D2s primære funktioner er en slags andenpilot/mekaniker på rumskibe, foruden at fungere som fjernstyret pedel og praktisk gris i en snæver vending. Det er slet ikke så forskelligt fra det udbud af biler, der kan køre selv og er stemmekontrolleret eller de apps, der lader dig åbne garagedøren fra din smartphone og skrue op for temperaturen i hjemmet inden, du kommer hjem.

Derudover er det formodentlig også kun få år ude i fremtiden, før dronelevering er hverdag og vi på dagligt basis ser personlige robotter klare simple gøremål i hjemmet.

Hvor er vi i dag?

I mål. Selvom den helt store personlige robot-revolution i form af talende droider og R2-D2-lignende tjenere lader vente på sig, så er deres funktioner her i vidt omfang allerede i en anden indpakning.

SWtech2

 

Blaster-guns

For de dødelige i ’Star Wars’-universet – det vil sige de, der ikke tror på eller mestrer Kraftens hokus-pokus – er blasteren de flestes foretrukne våben. Det er kort fortalt håndvåben, der kan affyre en koncentreret, afmålt laser-lignende stråle i en dræbende dosis. Og det har været enhver fysikers våde drøm at genskabe et sådant våben i virkeligheden.

Det er dog lettere sagt end gjort. For det første kan vi med Jordens kedelige fysiske love hurtigt afskrive blasterens skud som værende laser – det bevæger de sig for langsomt til at være.

Når det så er sagt, så er det rent faktisk muligt, at lave en blaster, der skyder med en kort, koncentreret laserstråle, den vil bare være usynlig og ikke afgive den karakteriske lyd. Ligeledes arbejder det amerikanske militær på en tilføjelse til deres geværer, der kan sende en koncentreret elektrisk ladning i en bestemt retning for at ramme for eksempel elektronisk udstyr, såsom droner og den slags.

Hvor er vi i dag?

Næsten i mål. Vi er ikke helt i stand til at trække i vesten og skyde Stormtroopers Han Solo-style, men vi nærmer os noget, der ligner.

SWtech3

 

Proteser

Ét af de største medicinske problemer for lang tid siden i en galakse langt, langt borte var at de fleste på et eller tidspunkt mistede en arm. Vi nævner i flæng: Skywalker – både Senior og Junior – Grev Dooku, Mace Windu og mange andre. Det afføder et naturligt behov for fungerende, følsomme håndproteser, som den Luke får monteret efter den der scene, du ved nok.

Og faktisk er det ikke en teknologi, vi halter frygteligt meget bagefter længere. Ikke nok med at man i dag kan bygge proteser, der ligner menneskehænder, er de også blevet så avancerede, at de både kan styres af tankens krafter og kan sende impulser retur til hjernen, så man reelt kan føle ved hjælp af protesen.

Hvor er vi i dag?

Næsten i mål. Godt nok er det teknologi, der stadig tager sine spæde skridt, men om få år er der ingen tvivl om, at en hånd eller underarm kan bestilles som reservedel på eBay, Wattos Webshop eller hvad den nu hedder til den tid.

SWtech4

 

Svævende køretøjer

Enten er de fleste planeter i Star Wars-universet dækket af et tyndt lag metal eller også har de opfundet nogle yderst diskrete propeller, der kan holde køretøjer svævende. I hvert fald foregår en stor del af landjordstransporten med speedere eller hover bikes, der svæver elegant over jordens overflade – selv når de holder stille.

Det har vi også forsøgt at kopiere til vores egen lille galakse, men med særdeles svigtende held. Grundlæggende er der to teknologier, der prøver at realisere køretøjer, der kan give os flyveture som på tværs af Endors måner: Den propeldrevne og den der udnytter magnetisme. Førstnævnte har vi set brugt på hovercrafts, mens sidstnævnte på det seneste eksempelvis er blevet testet på forskellige versioner af hoverboards.

Hvor er vi i dag?

Slet ikke i mål. Der er dog stadig rigtig langt til, at teknologien så nogenlunde kan begynde at reflektere ’Star Wars’-universet. Først og fremmest skal vi nok have bedre batterier og motorer i spil, hvis ikke oplevelsen skal blive en kortvarig én af slagsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lyssværd

Det er blevet forsøgt – selvfølgelig er det dét. Enhver fysiker med hang til ’Star Wars’-universet har naturligvis drømt om at kunne slynge om sig med et lyssværd.

Problemet med et lyssværd i vores univers er, at sværdet både kan gemmes væk i lommen og springe frem i en afmålt længde og skære gennem hud, hår og metaller. Det nærmeste vi kommer et stof, der ville kunne gøre det, er laser. Men en laserstråle ville fortsætte i det uendelige, indtil den ramte noget og så ville sværdet rettere være en lys-lanse. Derudover er der et hav af andre problemer, såsom udfordringer omkring køling, størrelsen på skæftet og det deprimerende faktum, at laserstråler ikke siger swoosh, når man svinger dem eller giver et brag, når de rammer hinanden.

Hvor er vi i dag?

Slet ikke i mål. Det er ikke helt udelukket, at lyssværd kan blive opfundet i fremtiden. Forskere ved MIT i USA har nemlig sendt nogle protoner gennem et grundstof og derigennem skabt nogle molekyler, der opfører sig som stoffet i en lyssværdklinge ville. Det er dog næppe sandsynligt, det bliver til et lyssværd inden for nærmeste fremtid, men i det mindste er dit håb ikke helt dræbt.

Læs også: Internettets otte vildeste ’Star Wars’-fanteorier: Fra Darth Vader til Darth Jar Jar

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af