Astrid Andersens karakteristiske miks af street-, work- og sportswear har fået en ekstra-luksuriøs overhaling med de seneste designs fra danskerens ’Bespoke’-linje.
’Bespoke’-kollektionen udgøres af en række ekstraordinært overdådige, skræddersyede designs, der fungerer som en forlængelse af den eksisterende kollektion – blot med en ambition om endnu bedre materialer og et mere raffineret udtryk.
I år har Astrid skabt nogle stærkt panelopdelte vinterjakker i en palette af grønne, blå, sølvgrå, hvide og sorte nuancer. Sælskind, shearling og kort- og langhåret pels kombineres på mesterlig vis med stofmaterialer i forskellige teksturer og farver på tværs af jakkerne, der blandt andet er detaljeret med guldfarvede lynlåse, kraftige, kontrasterende kraver og et enkelt overkropsomslugende ’Astrid’ – sidstnævnte helt som vi kender det.