Kanye West kørte ‘Yeezy 3’ hjem på rutinen – men havde Naomi Campell i pels som trumf

Præsentationen af hans tredje kollektion i Madison Square Garden var et gigant værk med mere end 100 modeller på scenen, så tøjet næsten druknede i mængden. Og måske var det meningen.
Kanye West kørte ‘Yeezy 3’ hjem på rutinen – men havde Naomi Campell i pels som trumf
Foto: Fra Tidal.com

Okay, det er givetvis heller ikke ’Yeezy Season 3’, der kommer til at lukke Kanye West ind i modens hellige haller, som han ellers lader til så gerne at ville betræde. Han prøvede dog, da han smed trumfkortet Naomi Campbell, der slentrede på scenen i en lang pelsfrakke.

Men supermodel og pels til trods, så er det på gaden, at Kanye for alvor sætter sit præg. For ’Yeezy’-kollektionerne er tøj fra gaden og til gaden. Det er enkelt, men attitudefyldt. Og det er et sprog, Kanye taler bedre end de fleste – både i musik og stil.

kanyeyeezyseasonthree6
 
Hans tredje kollektion lægger sig i forlængelse af de to forrige, selv om der var overraskelser som førnævnte pels, enkelte mønstre, en knaldrød sweatshirt og skriggul fake fur. Men ellers var farverne i kollektionen, der virkede nærmest uendelig stor, primært i efterårsfarver i grønne, brune, gule, orange og røde nuancer. Og sort, hvid og grå, selvfølgelig.

Det er næsten simpelt, når han laver leggings, baggy bukser, bomberjakker, oversize sweatshirts i rene farveflader, men han formår at skabe en særlig stemning. Den virkede til tider politisk, som når nogle af de primært sorte modeller holdt knyttede næver i vejret, og som med de to første kollektioner militant og nærmest postapokalyptisk.

kanyeyeezyseasonthree11
 
Der var androiderne med kropsnære silhuetter som fremtidsagtige bodysuits med mønstrede sports-bh’er uden på eller leggings og crop tops. Og så var der de overlevende mennesker, der var forhutlede med løse bukser og stort overtøj, som de allerede famøse hullede sweatre fra ’Season 1’, der kostede omkring 10.000 kroner i butikkerne.

Showet virkede på samme måde todelt. Imponerende og megalomant i ægte Kanye-stil med et hav af modeller på og omkring to store platforme. Og forhutlet og enkelt med presenninger og en mere eller mindre statisk præsentation, der igen var arrangeret af den italienske performancekunstner Vanessa Beecroft.

kanyeyeezyseasonthree4
 
At præsentationen af ’The Life of Pablo’, der bare blev spillet samtidig udover anlægget i Madison Square Garden, også var statisk, fik hele seancen til at virke en smule flad. Enten skulle han have optrådt live eller bare have skilt de to begivenheder ad. Nu gjorde han i stedet begge dele en bjørnetjeneste.

Til gengæld understregede eventen hans format og ambition om at være den største. At kunne samle 20.000 mennesker for at høre et album på et anlæg og se nogle modeller, mange nok knapt har kunnet øjne, og så have endnu flere tusinder af tilskuere foran skærme i biografer og hjemme foran computerne, det taler for sig selv.

Og så er det befriende, at sådan en verdensstjerne vælger at designe basic tøj med en snert af budskaber om sammenhold og diversitet, der taler til de mange i stedet for til de få – hvis altså priserne bliver sænket en anelse. Og på nær Naomi og pelsen.

Læs også: Se hele ‘Yeezus Season 3’-kollektionen

kanyeyeezyseasonthree1
 
kanyeyeezyseasonthree20
 
kanyeyeezyseasonthree14
 
kanyeyeezyseasonthree13
 
kanyeyeezyseasonthree12
 
kanyeyeezyseasonthree17
 
kanyeyeezyseasonthree19
 
kanyeyeezyseasonthree18
 
kanyeyeezyseasonthree16
 
kanyeyeezyseasonthree15
 
kanyeyeezyseasonthree10
 
kanyeyeezyseasonthree5
 
kanyeyeezyseasonthree7
 
kanyeyeezyseasonthree3
 
kanyeyeezyseasonthree8
 
kanyeyeezyseasonthree2

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af