Kan du huske folkeskolens ’vælg dig eget eventyr’-bøger, hvor handlingen og vejen gennem bogen afhang af de valg man foretog på hver side? Det var måske en gyselig R.L. Stine-fortælling eller en ’Sværd og Trolddom’-udgivelse. Takket være en ihærdig YouTuber kan du nu genoplive din nostalgi for genren med en række videoer der lader dig spille din vej igennem ’Fallout: New Vegas’.
YouTuberen Many A True Nerd har sammensat en interaktiv udgave af Bethesdas 2010-udgivelse ’Fallout: New Vegas’, hvor målet er at nå til Vegas i live – og det er i sand postapokalyptisk stil noget sværere end det lyder. Det handler om at træffe de rigtige valg, besøge de rette steder og danne de stærkeste alliancer. Og undgå Deathclaws.
Eventyret kan sættes i gang efter en kort introduktion her:
Ligesom i klassisk ‘vælg dit eventyr’-stil, er der flere mulige ruter til at nå helskindet til enden: Hvis du fra starten har satset på at bruge dine ressourcer på at købe våben og kæmpe dig igennem modstand, har du nok ikke pengene til en credit check senere i spillet. Alternativt, hvis du har valgt at satse på at lave strategiske sidemissioner for at vinde gunst, betyder det at du skaber en profil for dig selv som noget mere blødhjertet end du i virkeligheden vil fremtræde mod fjender.
Helt lavpraktisk fungerer eventyret ved hjælp af annotationerne på YouTube-videoer, derfor rådes det indledningsvist at man spiller på en laptop eller stationær, så man er sikker på at alle valgmuligheder dukker rigtigt op. Ved at trykke sig igennem sine muligheder bliver man ført igennem video efter video med Many a True Nerds opsummering af, hvad dit sidste valg har ført med sig, og hvilke nye muligheder det indebærer.
Med et stort kartotek af korte videoer, der strækker sig mellem et halvt minut og et par minutter, bliver man hurtigt suget ind af spillet. Ligesom i bøgerne bliver man bedt om at starte forfra hvis man træffer de forkerte valg (og bliver ramt i krydsilden eller agerer kradsepost for en Deathclaw), men man lærer hurtigt at navigere det postapokalyptiske terræn og kommer tættere i mål for hver gang. Og hvis man ikke er helt så eventyrlysten alligevel, kan man altid bruge tilbage-knappen til at lade som om den sidste frygtelige hændelse aldrig fandt sted, og vælge en mere sikker rute uden at skulle starte helt fra nul.
Many a True Nerd formår at gøre hver video engagerende, ladet med humor og valgene oprigtigt spændende, hvorfor der ikke går langt tid inden man sidder og spiller helhjertet med. Start eventyret nu, eller vend tilbage til nyhedsoversigten her.
Læs også: Opfølgeren til ‘Red Dead Redemption’ begynder at ligne noget: Kortet lækket online