Udover Kendrick Lamars tredje samarbejde med Reebok, så var der blandt andet nyt fra Rihanna og Puma, mere glow in the dark fra Adidas og denim til dine fødder.
Nike-sommersutter
Air Presto-modellen er i forvejen en let og sommervenlig sneaker, men Nike har lige gjort den endnu mere oplagt til årstiden. Snørebåndene er nemlig blevet droppet, og som slip-on er skoen perfekt til at hoppe ud og ind af. En releasedato er endnu ikke offentliggjort, men den kommer også i en lyserød version.
Ultra Boost lyser op
Adidas og Kanye West hyggede sig med at sætte selvlysende såler på de nye Yeezy Boost 750, og det var åbenbart ikke en engangsfornøjelse. I hvert fald det tyske sportsmærke nu brugt selvlysende tråd til at væve Primeknit-overdelen på et par nye Ultra Boost. Det vides dog ikke, hvornår de kommer i salg.
Hvis selvlysende bliver lidt for smart til dig, så har Adidas også lige lanceret tre nye mere almindelige colorways af Ultra Boost, nemlig sort, blå og rød/orange, eller ‘Solar Red’, som Adidas kalder den. De koster 1.495 kroner hos Adidas.
RiRi ser gråt
Ja, what to say? Fenty Traineren er røget i handlen i grå og stadig til at få fat på. Så hvis du vil være lidt fremtidsagtig i dit sommer-look, er de din ven – eller hvis du bare må have noget nyt Rihanna-gear, imens vi venter på, at Fenty x Puma-efterårskollektionen kommer i salg.
De koster 1.500 kroner hos Rezet.
Denimsneakers
Denimsko er måske ikke det, du har flest af i garderoben, men det vil både Asics og Converse gerne lave om på. Asics er klar med et nyt samarbejde med Okayama Denim, der har redesignet Gel-Sight, Gel-Lyte III og Gel-Lyte V. De få, der indtil videre er sluppet, er desværre allerede udsolgt, men flere forhandlere forventes at få dem i nærmeste fremtid.
Så er det lettere at få fingre i Converses denimversion af de klassiske Chuck Taylor All Star, men det kræver, at du også er klar på at gå all-in på blomsterprint. Skoene koster 600 kroner hos Converse.
Hummere på fødderne
Pastelfarver er fine om sommeren, og selv om Saucony har valgt at kalde Grid 8000-modellens nye colorway for ‘Lobster’, så er det en fin sommersneaker, der kan være et flot løft til et enkelt outfit. Skoen er allerede i salg og koster 1.050 kroner hos 43einhalb.
Air Max goes tech
De store sportsmærker arbejder hele tiden med den nyeste teknologi for at finde bedre materialer til at producere sko og tøj af. Men nogle gange må det også godt være ren sjov og ballade. Og mens Adidas for tiden hygger sig med selvlysende sko, så har Nike lavet en version af Air Max 1, kaldet CX, hvor dele af skoen, inklusiv Swoosh’en, er lavet i et materiale, der skifter fra knækket hvid til blå, når det udsættes for UV-lys. Så ved ud også, hvornår du skal have solcreme på. Skoen skulle komme til salg i dag, så hold øje med Nikes website.
Sort i sort
Meget tyder på, at Adidas er i gang med at give alle sine modeller en helt sort makeover. ‘Triple Black’ kalder mærket det selv, når sålen, mellemsålen og overdelen går i sort. Nu er det blevet Tubular Nova i Primeknit, der får behandlingen. Og hvis du ikke fik fingre i Yeezy Boost 350 i Pirate Black sidste år, så kan det her måske være et lille plaster på såret. Du bliver dog nødt til at vente indtil 29. juli, hvor de bliver sat til salg.
Luftige Vans
Det amerikanske skomærkes slip-on-model har altid været en god, enkel sommersko, men nu har Vans alligevel valgt at gøre den endnu mere luftig. Sammen med SK8-Hi-modellen har de lavet en perforeret version i læder, som er laserskåret. Som billedet viser fås den i hvid, sort og grøn. De koster 430 kroner for slip-on og 500 kroner for SK8-Hi hos Vans.
Klassiske hvide sneakers
Sommer og hvide sneakers passer stadig et stærkt match, og hvis du er til de let mere sofistikerede tennis-modeller a la Adidas’ Stan Smith, så har New Balance og Common Projects to gode sko til dig.
New Balances version har sågar gjort logo-N’et helt hvidt, mens gummisålen holder den elegante stil. Skoen skulle være i salg, selv om vi ikke har kunnet finde den i nogle webshops endnu. Hold øje med New Balances website.
Common Projects har prikket huller i deres Original Achilles Low-model, så der kommer lidt ekstra luft til de varme sommerfødder. Skoen koster 2.750 kroner hos Wrong Weather.
Læs også: Kendrick Lamar opfordrer igen til bandeneutralitet sammen med Reebok