H&M har de seneste år haft et stort fokus på diversitet, hvilket blandt andet har mundet ud i brugen af transkønnede modeller som Andrej Pejić og Caitlyn Jenner, en badetøjskampagne med den 60-årige stylist Gillian McLeod samt et H&M Studio-modeshow, der fik stort applaus for at inkludere et bredt spektrum af kvinder.
Nu er den svenske tøjgigant på banen igen og slår igen et slag for alle slags kvinder i deres nye efterårskampagnefilm.
Til tonerne af Lion Babes fortolkning af Tom Jones klassikeren ‘She’s a Lady’ bliver vi præsenteret for efterårskollektionen på et væld af forskellige kvinder, der skal cementere, at begrebet ladylike ikke kun henvender sig til en speciel størrelse, alder, etnicitet eller profession.
I kampagnen kan man opleve diverse nodels, altså non-models, mens der også er kig til nogle store stjerner i form af skuespiller Lauren Hutton, Lion Babe-sangeren Jillian Hervey, den transkønnede skuespiller Hari Nef og såmænd den danske stylist og street style-kendis Pernille Teisbæk.
Læs mere: Modeller tager sagen i egen hånd – sætter fokus på diversitet