Naked gør det igen
For en måned siden lancerede Naked en stærk kollektion i samarbejde med Reebok, og nu er den københavnske sneakerbutik allerede tilbage med et nyt stærkt collab. Denne gang er det Vans’ Sk8-Hi, der kommer i en vævet overdel og to sarte pastel-colorways, pink og mint.
Skoene bliver sat til salg næste fredag den 30. september klokken 18 i Nakeds webshop og koster 1.500 kroner. Der er kun lavet 100 par af hver colorway, men eventuelle resterede sko kommer til salg dagen efter i Nakeds butik.
Vans har også lige lanceret et samarbejde med Odd Future, og det er der – naturligvis – kommet et mere farverigt resultat ud af. Skoene skulle komme til salg i morgen hos udvalgte europæiske Vans-forhandlere.
The future is now
For et par uger siden havde vi mulighed for at se nærmere på Adidas’ Futurecraft 3D-sko i Berlin. Mens den stadig ikke er landet i handlen, er det tyske sportsmærke nu klar med deres første innovative sneaker i Futurecraft-familien, M.F.G.
Løbeskoen inkorporerer blandt andet den såkaldte ARAMIS-teknologi, der er brugt til at studere føddernes bevægelser hos en løber. Sålen er naturligvis Boost, mens overdelen bruger brandets Primeknit-materiale.
Indtil videre er skoen dog stadig kun lavet til venner af huset, men den forventes at blive lanceret snart. Først på det tyske marked og derefter i resten af verden.
Adidas er langt fra de eneste, der konstant forsøger at forny vores fodtøj. Nike har for eksempel lige lanceret deres HyperAdapt 1.0, der endelig inkorporerer det automatiske snøresystem, som du sikkert kender fra ‘Tilbage til fremtiden’.
Snørerne strammes automatisk og til passer sig din fod, når du tager skoen på, men du kan også manuelt stramme og løsne snørerne ved hjælp af to knapper, som du kan se i videoen nedenfor. Skoene skal cirka oplades hver 14. dag.
HyperAdapt 1.0 kommer i salg den 28. november. Prisen er endnu ukendt, ligesom det ikke vides om skoen bliver sat til salg uden for USA i første omgang.
All Star til vinteren
Hvis du nægter at gå i andet end dine elskede Converse Chuck Taylor-sko og allerede frygter de faldende temperaturer, så er her måske godt nyt. Skoen har i hvert fald fået en mere kraftig bygning med en ruskindsoverdel og en kraftigere sål. De koster 500 kroner, men er indtil videre kun til salg via Converses amerikanske webshop.
Sneaker-extravaganza
I hænderne på den italienske skodesigner bliver en sneaker alt andet end hverdagsagtig – også når det gælder prisen. For til 6.700 kroner skal man virkelig mene det. Til gengæld for man også en usædvanlig sneaker, der næsten ser ud, som om den er ved at blive spist af velkrostropperne.
New Balance i efterårsklæder
Denne versionering af Vazee Rush-modellen gør dine fødder klar til det koldere vejr med sit chukka-lignende design og er et elegant bud på en sneaker, der kan klare sæsonskiftet. De koster 730 kroner hos Rock City Kicks.
Fenty Creeper er tilbage
Why fix it, if it ain’t broke? Det kunne være rationalen hos Puma og Rihanna. I hvert fald er de nu klar med en restock af den populære Fenty Creeper. De kommer i fire colorways: Brun, hvid, sort og sort med hvid logostribe. De koster 1.100 kroner og kommer til salg herhjemme hos blandt andre Støy og Naked.
Nike i uldklæder
Air Footscape Woven Chukka er tidligere lavet i for eksempel denim, men nu gør Nike også dine fødder klar til den koldere sæson. For ja, de har altså lavet modellen i uld og med et par fine læderdetaljer. Du må dog fryse lidt om fødderne endnu, da de først kommer i handlen den 28. oktober.
Vilde Air Force 1-støvler
Ja, der tegner sig et billede af en masse sneakerfabrikanter, der gør klar til temperaturskiftet. Nike har i hvert fald også lanceret to støvleversioner af deres Air Force 1.
Lunar Force 1 Duckboot er en højskaftet mere robust version, der også kendetegner sig ved de stjerneformede knopper på snuden og sålen. Skoen kommer i den helt sorte version og i en blanding af sort og brunt læder. De kommer til salg herhjemme den 1. oktober hos Nike.
Hvis du vil have lidt mere lir, så er Nike snart klar med Special Field Air Force 1, der kommer tættere på originalen, men blander læder og nylon, mens det høje skaft og de forskellige stropper giver det et unikt look.
Ugens NMD-servicemeddelelse
Er du ikke hoppet med på NMD-bølgen endnu, eller vil du bare gerne have et par til, så er der nogle muligheder i nærmeste fremtid.
Den 1. oktober kommer de næste XR_1-modeller i den såkaldte ‘Glitch’-pakke til salg. Der er tale om en sort og hvid og en sort og grå colorway.
Den 25. oktober er det så tid til en ‘Camo’-pakke – også af XR_1’eren, hvor det underspillede camouflagedesign fås i en grøn, sort og hvid colorway.
Endelig er Adidas også klar med en ny colorway af deres NMD R1-model. Den kommer med 3M-refleks på logostriberne og hælen. Her bliver du dog nødt til at vente helt indtil den 1. februar nsæte år, hvor de forventes at blive sat til salg.
Stilet Nike-sko
Air Trainer Cruz er og bliver en flot sko, og den bliver absolut ikke mindre stilet, når Nike nu releaser to enkle colorways i sort eller hvid. Skoen er egentlig fuld af detaljer og materialemiks, men lykkes stadig med at fremstå ret stilren. Den specifikke releasedato er endnu ukendt.
END. sætter farve på Reebok
I det seneste af de mange, mange collabs mellem sneakerbutikker og skomærker er END. teamet op med Reebok for tredje gang. Denne gang har de lavet en havblå colorway af NPC CNL-modellen i lammeskind, der har fået et sjovt krøllet look. Skoene dropper i morgen klokken 10 hos END. og koster 895 kroner.
Læs også: Få styr på dit næste sneaker-køb: Ti kvindemodeller til efteråret