På den brede internationale scene er han stort set ukendt, men i ‘FIFA 17’ er han en uomtvistelig stjerne. Mike Jensen, der til daglig spiller for norske Rosenborg BK, er nemlig blevet en af de bedste allround-spillere i spillet. Det skriver GamesRadar.
Det er han blevet, fordi hans stats i spillet er blevet opgraderet, efter han i sidste uge florerede på det såkaldte ‘Team of the Week’ som reserve. ‘Team of the Week’ er en samling spillere, der klarer sig rigtig godt i virkelighedens fodboldturneringer. De officielle ugehold kan man spille mod i den del af ‘FIFA’, der hedder ‘Ultimate Teams’.
Derudover har han den fordel, at han er et såkaldt ‘Silver Card’, hvilket betyder, at man kan bruge ham i turneringer, hvor det ikke er tilladt at bruge ‘Gold Card’-spillere.
Som GamesRadar peger på, så har han bedre stats end for eksempel Bastian Schweinsteiger, Fernandinho, Steven Gerrard og Kevin de Bruyne.
Ifølge ‘FIFA’-analysesitet Futhead er han den 38.-bedste spiller i ‘FIFA 17’.
Prisen for Mike Jensen er omkring 19.000 mønter af spillets valuta. Men skynd dig, hvis du vil købe Jensen. For når den slags slipper ud, så stiger prisen. Vær også opmærksom på, at du skal gå efter hans ‘Team of the Week’-silver card, som Games Radar guider til HER.
Læs også: ‘PES 2017’ er et fuldendt og skræmmende realistisk fodboldspil