Jaden Smith
Prisuddelinger bliver hurtigt lidt stive i det, selv om musikbranchen plejer at give mere plads til personlig stil end galakjolerne og jakkesættene åbner op for på filmbranchens røde løbere. Heldigvis er der folk som Jaden, der spiller efter sine egne regler. I går kørte han god, afslappet denimstil med en oversize jakke, en rød højhalset trøje nede i bukserne og afslappede Puma-sneakers på fødderne – og selvfølgelig sine dreads på toppen af hovedet, som han plejer.
Winnie Harlow
Men okay, selv om kvinderne ofte virker lidt mere låst i garderobevalget, så var der absolut højdepunkter, som blandt andre modellen Winnie Harlow, der var goth-agtig i den lange blondekjole.
Jourdan Dunn
Og ja, aller skarpest blandt kvinderne fremstod modellen i sit superhelte-agtige look med det stramme bodysuit. De overrevne ærmer og ben gav tøjet et fint knæk.
Charli XCX
Det kan godt være at lyserød fylder meget i modebilledet for tiden, men Charli XCX tog det, selvfølgelig, ud på et overdrev. Takket være hendes attitude hun kan dog efterhånden tillade sig hvad som helst. Hun fik også lige plads til chokeren, der er en del af hendes signatur-look.
Zara Larsson
Den svenske popstjerne gik fuld isdronning, selv om den hvide blondekjole kun var knælang. Ærmerne var til gengælde tidstypisk lange og halsen lang.
Nina Dobrev
Der var også noget majestætisk over skuespilleren Nina Dobrevs mere klassiske outfit, der tog point for pailletdetaljerne og toppens sportsbh-look.
Sonya Esman
Der var noget Jessa fra ‘Girls’ over modellens Fendi-kjole. Det skyldes nok de afslappede hippie-vibes, der fik prikken over i’et af det sorte bælte om livet. Meget 70’er-korrekt.
Kenza
Den svenske SoMe-personlighed havde trukket Balmain-kortet, som altid giver noget power. Selv om kjolen måske også var lidt faretruende tæt på at ligne mormors gardiner, så var blandingen af frynserne og perlerne både vovet og fint. Og igen i lyserød.
Ann-Kathrin Brömmel
Den tyske model tog det hele lidt ned på jorden igen i et flot dekonstrueret bud på den lille sorte.
Læs også: Street style: Pre-shopping af Kenzo x H&M
Læs også: Se Lukas Grahams flotte optræden til MTV EMA med strygere og fyrværkeri