Hop ombord på hype-toget: Tre actionpakkede spiltrailers fra maj, du skal se

Hop ombord på hype-toget: Tre actionpakkede spiltrailers fra maj, du skal se

Når der er frustrerende langt mellem de store spiludgivelser, er det et lille Peter Plys-plaster på såret, at vi måneden igennem er blevet forkælet med stærke spiltrailers. Det sker for at varme markedet op til sommerens E3, hvor nogle af de allerstørste spil vil blive præsenteret i detaljer.

Men i månedens løb har især disse trailers givet os kuldegysninger og høje forventninger til alt fra sleeper hits til gamle klassikere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Destiny 2’

‘Destiny’ blev lidt overraskende et massivt shooter-hit både kommercielt og kunstnerisk, da det udkom i 2014. Udvikleren Bungie havde levet et relativt stille liv siden de i 2007 brød deres ‘Halo’-aftale med Microsoft, men vendte tilbage for fuld styrke.

Nu er opfølgeren til ‘Destiny’ så lige på trapperne og det skal udbedre nogle af de frustrationer, spillere havde omkring det første spil – for eksempel skal ‘Destiny 2’ ikke føles så tyndslidt fra starten og der skal være mindre fokus på grindet. Gameplay-traileren ser umiddelbart fristende ud.

Hvornår? 8. september 2017


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Tekken 7’

Vi ved udmærket godt, hvad ‘Tekken 7’ handler om. Det er et upassende og overgearet kampsportspil, hvor diverse vulgære og/eller umulige karakterer banker hinanden til blods, sovset ind i en familierivaliseringshistorie (mellem Heihachi, hans søn, sønnesøn og bjørnebodyguard og et hav af andre karakterer) ingen alligevel kærer sig om.

Spillet har været ude som arkadespil i Japan siden 2015, så der findes allerede masser af hardcorefans, men det er først nu det kommer til Xbox, PlayStation og tilmed pc.

Grunden til, at ‘Tekken 7’ overhovedet får nogen opmærksomhed, er, at de fleste har minder om at få eller give prygl i de tidlige versioner af spillet. Dertil fungerer 7’eren forhåbentlig stadig fortrinligt – selvom der også bliver lagt vægt på et fuldt story mode.

Hvornår: 2. juni 2017


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Far Cry 5’

Midt på måneden blev ‘Far Cry 5’ teaset i fem mindre, urovækkende snippets, mens den første trailer til Ubisofts forhadte og elskede serie landede i weekenden.

Og der er tale om noget af et temposkifte for serien, der hidtil har været hensat til eksotiske sydhavsøer, dybe afrikanske jungler eller fjerne tidsaldre. Men nu skal vi til det dybt religiøse, ærkeamerikanske redneck-land, hvor der tilmed skal tages livtag med en undertrykkende kristen overmagt. Det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for serien.

Hvornår: 27. februar 2018


Bonus: ‘Red Dead Redemption 2’

Maj blev også måneden, hvor Rockstars ‘Red Dead Redemption 2’s lanceringsdato – selvfølgelig – blev udsat fra efteråret til foråret 2018. Det kom ikke som noget kæmpe chok, men som kompensation og for at røre lidt nye urter i hype-stuvningen frigav Rockstar en række nye, pirrende screengrabs. Selvom det ikke er en trailer, skal I ikke snydes for dem.

RDR2-1 RDR2-2 RDR2-3 RDR2-4 RDR2-5 RDR2-6 RDR2-7

Det bliver interessant at se, om vi får mere at vide om den længeventede opfølger under årets E3-konference fra 13. juni.

Hvornår: Forår 2018

Læs også: Mastodont-trailers dominerer april: ‘Star Wars’, ‘Call of Duty’ og DC spiller med musklerne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af