Du kender de flotte billeder på Instagram og i magasinerne. Du kender street style-billederne fra de store modeuger, hvor modellerne konstant skifter fra det ene flotte outfit til det næste, men er det så glamourøst det hele? Ikke hvis man er nået til Bella Hadids niveau, viser en ny video.
For selv om vi selvfølgelig godt ved, at folk som hende konstant har paparazzi- og street style-fotografer i hælene, så er det ret vildt at se en ny video, som har ramt nettet.
Den viser Hadid på vej ud af Spring Studios i Soho i New York, hvor hun havde gået show for Michael Kors. Omgivet af en sværm af fotografer forsøger tre-fire sikkerhedsvagter at bane vej igennem menneskemængden, så Hadid kan komme videre til sit næste show. »Back up, back up«, hører man konstant hendes bodyguards sige til fotograferne.
Det er bestemt ikke en scenarie, vi misunder hende – millioner på kontoen eller ej.
Videoen viser også, hvordan Hadid (halvandet minut inde) irettesætter en af vagterne, der angiveligt tager fat i en kvindelig fotograf.
»Vil du være sød ikke at røre hende«, siger Hadid flere gange til vagten, hvorefter hun tager den kvindelige fotografs hånd og spørger, om hun er okay.
Sidste år var Bella Hadid og hendes storesøster Gigi også indblandet i klammeri, da en mand greb fat i Gigi og løftede hende op efter et show i Milano.
Læs også: Gigi Hadid taler med Lena Dunham om overfaldet: »Jeg har en fighter i mig«