Igennem de seneste to år har Muf10 bygget en imponerende hype omkring brandet, og en del af taktikken har hele tiden været, at tøjet skulle være svært at få fat i. Derfor har du heller ikke kunne købe det andre steder end i mærkets egen webshop eller direkte fra designeren Reza Etamadi. Hvis du altså ikke lige hedder Sivas, Medina, Ali Sivandi, eller hvem der nu ellers er en del af Muf10’s indercirkel.
Det ændrer sig dog nu. For på onsdag kommer Muf10’s første rigtige salgskollektion i butikkerne. Som vi tidligere har skrevet sker det i et imponerende udvalg af forretninger, der inkluderer Harvey Nichols i London og Hong Kong og Antonia i Milano. Herhjemme bliver det Birger Christensen og Dr. Adams, der forhandler kollektionen, som passende har fået titlen ‘Holdet’.
Kollektionen er lidt en opsamling på nogle af Muf10’s mest populære designs som for eksempel den oversize, vendbare bomberjakke, der for alvor startede opmærksomheden på brandet. Denimjakken og den rød hoodie (på billedet øverst) vil også komme i salg, ligesom Birger Christensen og Muf10 har lavet en specialdesignet t-shirt.
Både Birger Christensen og Dr. Adams markerer lanceringen. I Odense-butikken kan du købe kollektionen mellem klokken 16 og 19 på onsdag, mens Birger Christensen holder et arrangement imellem klokken 19 og 21. Sidstnævnte kræver tilmelding, som du kan læse om HER.
Læs også: Rebellen Muf10 skal bevise sit værd i udlandet: »Vi har stadig gaden«