Okay, det skulle efterhånden være sikkert og vist, at Kylie Jenner er gravid med hendes og Travis Scotts baby, men det er stadig ikke officielt bekræftet, og det yngste medlem af Kardashian/Jenner-klanen har holdt sig unaturligt meget ude af søgelyset, siden rygterne begyndte at svirre i september sidste år.
Nu er hun dog i fokus i den nye Calvin Klein-kampagne sammen med sine fire søstre, der er det seneste fokus i den reklameserie, der tidligere har haft Solange og A$AP Mob i fokus. Eller egentlig er hun ikke så meget i fokus. På de fleste billeder er Kylie nemlig gemt væk i baggrunden og dækker sin mave med et tæppe.
I stedet overlader hun spotlyset til Kim, Khloe, Kourtney og Kendall, der både viser det efterhånden ikoniske undertøj frem samt denimdele fra Raf Simons’ SS18-kollektion for brandet. Mens Kylie altså stadig vælger at holde sin graviditet for sig selv, så har Khloe offentliggjort sin og skulle eftersigende også have været gravid, da Calvin Klein-shootet foregik med fotografen Willy Vanderperre.
Flere medier har allerede skrevet, at de har fået graviditeten bekræftet fra anonyme kilder, ligesom Kris Jenner har snakket om, hvor svært det er at have nogen i sit hjem, som man ikke rigtig kan have med i billederne.
Det bliver spændende, hvornår Jenner har tænkt sig at dele sin graviditet, og hvordan hun gør det? Bliver det med et Instagram-post ligesom Beyoncé gjorde?
Læs også: Det kører for Calvin Klein – A$AP Mob, Solange og Dev Hynes i nye reklamer