Det sker ofte, at brands prøver at skabe overraskelser til deres shows – især efter Instagrams voksende marketingbetydning. Et overraskende kendt ansigt kan for eksempel skabe en god opmærksomhed.
Den taktik benyttede Miu Miu sig af, da de i går åbnede AW18-showet i Paris med at sende Elle Fanning ned ad catwalken, ligesom skuespilleren også lukkede showet med sin anden indgang.
Selvom det selvfølgelig var et godt Insta-moment, så gav Fanning god mening hos Miu Miu, da skuespilleren har været kampagnemodel for brandet flere gange, og faktisk er med til at reklamere for den aktuelle SS18-kollektion. Fannings storesøster, Dakota, har også tidligere ageret model for Miu Miu.
Fanning har også berørt modeverdenen på det store lærred, som da hun spillede hovedrollen som modellen Jesse i Nicolas Winding Refns ‘The Neon Demon’ i 2016.