Hvis du har set ‘Ponyo’ og ‘Min nabo Totoro’, er du garanteret fan af Studio Ghibli. De karakteristiske japanske tegnefilm sætter sig nemlig i en, efter man har været i selskab med deres eventyrlige verden.
I år er det henholdsvis 10 og 30 år siden, at de to film udkom, og det fejrer manuskriptforfatteren og instruktøren Hayao Miyazaki og resten af studiet blandt andet med en merchandisekollektion, som lige er blevet sat til salg i deres japanske webshop.
Kronjuvelerne er to bomberjakker, der er broderet med nogle af karaktererne fra de to film. Det er for eksempel den aparte kattetaxi Nekobasu (som Yung Lean engang har opkaldt et nummer efter), der pryder bagsiden af Totoro-jakken. Begge jakker koster cirka 1.850 kroner plus fragt (som vi ikke helt kan regne ud, hvad bliver).
Mens det lader til, at man godt kan købe kollektionen fra Danmark, så er det umiddelbart lidt svært at navigere sig igennem webshoppen for Studio Ghiblis tøjmærke GBL. Så Google Translate er din ven, med mindre du kender en, der kan japansk.
Kollektionen indeholder også flere t-shirts med karakterer og andet fra filmene. Se hele kollektionen i tegneseriestudiets webshop.