Cecilie Bahnsen enkle kompleksitet
Umiddelbart var der stor kontrast mellem Cecilie Bahnsens feminine univers og det rå Pakhus 11, som var rammen om AW19-showet, mens Lows ‘Dancing and Blood’ agerede buldrende soundtrack. Men det gav samtidig et nyt blik på danskerens æstetik, der også rummer modsætninger med sin simple farvepalet og hurtigt afkodelige univers sat op imod det ultradetaljerede og komplekse håndværk.
Og faktisk åbnede der sig et indtryk af en dramatik, jeg ikke tidligere har opfattet hos Cecilie Bahnsen. Som dette look, der åbnede showet og blandede hendes velkendte broderier med en højhalset strik. Ligeså luftigt og feminint som designet kan være, lige så kraftfuldt og don’t fuck with me-agtigt var det. Det er en kvinde, der ved, hvad hun vil, som tropper op i det look. På samme måde som Bahnsen ved, hvad hun vil, og stærkt bygger videre på sit særegne univers.
Mfpens skarpe silhuetter
Efter flere sæsoner med mindre præsentationer under Copenhagen Fashion Week skulle Mfpen for første gang prøve kræfter med showformatet. Og Sigurd Bank fik hurtigt cementeret, at hans kollektioner sagtens kan løfte den store opgave, som det er at præsentere sin vision på catwalken.
Bank har altid virket insisterende med retningen for sit brand. Man bliver måske ikke blæst helt bagover, når man ser det, men derimod skaber han gennemførte og wearable kollektioner baseret på garderobeklassikere, der har en tidløshed over sig, som vi også så hos Sunflower på modeugens første dag. Samtidig tilføres kollektionerne et ungdommeligt feel og coolness, fordi Bank kompromisløst formår at inkorporere spændende oversize silhuetter i alle sine styles.
Det er dette look et stærkt eksempel på. Det er egentlig ganske nedtonet med den dobbeltradede jakke i tern, som er brugt som en blazer og stylet med en simpel uldfrakke og et par cargobukser i den karakteristiske løse silhuet. Men det er øjet for detaljen og det samlede udtryk, som gør Mfpen så stærkt som brand.
Gannis tyngde
Det var en overrasket nedtonet kollektion, Ditte Reffstrup viste i går aftes, da Ganni lukkede sæsonens showkalender i København. Væk var mange af brandets glade signaturfarver og prints til fordel for en tungere farvepalet.
Vi har alligevel valgt dette look, der måske fusionerer de to verdener. Det sorte læder, som gik igen i flere styles, har fået blomsterbroderinger, der spillede sammen med skjorten. Resultatet er mødet mellem det tung og lette, som både ligger i farverne, materialevalget og snittet.
Next-level splitdesign hos Baum und Pferdgarten
På Fabrikken for Kunst og Design viste Helle Hestehave og Rikke Baumgarten en kollektion, der markerede mærkets 20 års jubilæum. Og her var alt tilladt – både i farver, mønstermix og styling. Det var kollektionens dekonstruerede åbningslook et stærkt eksempel på, hvor brandet tog splitdesignet til et nyt niveau.
En croppet, dobbeltradet habitjakke var stylet med et par bukser med et sort og ternet bukseben. Som prikken over i’et, og som det, der cementerede legesygen i looket, var den nederdel-lignende detalje, som visuelt lignede den nederste del af den croppede blazer.
Læs også: Street style: Modeugen prøver at holde varmen i København