Emilie Helmstedt er navnet på dansk modes nyeste guldfisk. Der er gået et år, siden hun tog springet på dybt vand, lancerede sin egen linje og droppede ud af Designskolen. Siden har hun bevist, og at hun var klar til at blande sig blandt større fisk, og nu er det den 26-årige designer selv, der skaber bølger i modelandskabet.
De danske trendsættere stimer sammen for at få lov at smyg sig i de spraglede og barnlige Helmstedt-klæder. Det har de gjort, siden hun med sit Bennys Badekar-inspirerede univers vandt Magasin du Nord Fashion Prize sidste år.
Med sejren fulgte en stor hjemlig opmærksomhed om branchens nye kæledægge, og interessen har siden spredt sig til udlandet, hvor nye butikker snart kommer på forhandlerlisten. Tidligere har det blot været muligt at få fat i Helmstedt i fire hjemlige butikker, og det er med netop den ene af dem, Mads Nørgaard, at hun nu lancerer sin første samarbejdskollektion.
Dermed følger Emilie i slipstrømmen på tidligere Magasin-vinder Cecilie Bahnsen, der også kunne præsentere et samarbejde med Mads Nørgaard kort efter sin sejr året forinden.
Du er en kvinde med håndværket i orden, du vandt Magasin-prisen, skabte en masse hype og lancerede et Mads Nørgaard-samarbejde. Forstår du, at der bliver draget paralleller til Cecilie Bahnsen, og har du haft mulighed for at rådføre dig hos hende?
»Ja, jeg har da snakket med Cecilie, og hun er meget åben for at dele ud, men jeg tror også, at hver brand har sin historie, og selvom du får gode råd, kan du bare ikke gøre det samme. Det handler om at være sig selv, uanset hvad man gør«.
Det lader da heller ikke til, at Emilie har behov for mange råd. Den tidlige succes gjorde hende nødsaget til at droppe uddannelsen på Designskolen, og man opdager hurtigt, hvorfor hun ikke havde tid til at fokusere på både skole og eget brand.
For få timer i døgnet
Vi spoler tiden tilbage. Klokken er 15, og vi har efter bestræbelser fået presset et telefonmøde ind i hendes kalender. Hun ville have foretrukket at mødes, men hun har simpelthen ikke tid i de her dage, forklarer hun.
Og selv med en aftale er det svært at komme igennem til den unge designer.
»Jeg har sådan glædet mig til at snakke med jer, men må jeg ringe tilbage om 10 minutter?«, lyder det uskyldigt og undskyldende, da vi ringer til hende på det aftalte tidspunkt.
En halv time senere får vi fat i Emilie. Hun har lige været til magasinskydning, hvorfor hun blev forsinket, og skal straks efter vores interview i gang med en vinduesinstallation hos Mads Nørgaard. Der er næsten ikke nok timer i døgnet for Helmstedt-designeren, og det erkender hun, er et af hendes største problemer for tiden.
»Den største udfordring har været at få tid til faktisk bare at designe og sidde med tingene. Hver dag er der lange lister med folk, der spørger til produktion, salg og økonomi. Vi har fået tre ansatte, som vi også skal have i gang. Der er pludselig meget administrativt arbejde«.
Og hvordan har du det med den rolle?
»Det er okay. Nogen gange vil jeg gerne bare sidde med tingene selv og have tid til at designe, men sådan må det være. For at jeg kan få den tid, skal vi også kunne tjene penge«.
Det er noget af en omvæltning, hun har været igennem. Fra at sidde og fifle med ler og design hjemme i lejligheden på Christiania, hvor Emilie bor og har boet de seneste seks år, til pludselig at lede et fremadstormende dansk brand, der med Magasin-prisen snuppede 500.000 kroner for næsen af de to øvrige nominerede brands Blanche og Hyun Mi Nielsen.
Bæredygtighed og første collab
For Emilie er det hele alligevel stadig lidt en leg, og hun fremstår lige så barnlig og jordnær, som hendes kollektioner tyder på. Fra barns ben har hun været meget kreativt anlagt, fortæller hun, og først nu mærker hun for alvor presset ved at stå på egne ben.
»Nu handler det om at få en forretning op at stå. Det stresser, da jeg ikke er vant til at tænke over den del. Det er pludselig store budgetter, man balancerer med, og det handler om at tage de rigtige valg, for ellers fortsætter legen ligesom ikke. Indtil videre, synes jeg, det går meget godt«.
Frygter du, at din legesyge tilgang til designfaget bliver hæmmet af det økonomiske aspekt?
»Ja, men så vil jeg hellere tage en dyb indånding og have is i maven. Økonomisk ville det da være rart at have 30 forhandlere nu, men så er jeg ikke sikker på, at vi kunne gøre lige så meget ud af tøjet. Det skal tage den tid, det tager«.
Den helt store dagsorden ved Folketingsvalget har været klimaet. Fisk, vandfarver og bølg-mønstre udgør en stor del af dit univers, og man fornemmer tydeligt, at du finder meget inspiration i naturen. Gør du dig nogen tanker om, hvad du kan gøre som designer for, at vi også kan bevare naturen?
»Ja, i den grad! Bæredygtighed er noget vi er meget bevidste omkring. Dog er det som nyopstartet modebrand rigtig svært at være 100 procent bæredygtige. Det, vi gør lige nu, er at skabe tøj under ordentlige forhold, i naturlige materialer og i den ypperste kvalitet. Vi laver tøj, som kan og skal elskes mere end én sæson. Vores fokus er altså rettet mod at mindske overforbrug og køb-og-smid-ud-kulturen«.
Parolen hos Helmstedt-brandet har fra start været, at gode ting tager tid. Intet bliver forhastet, kun særligt udvalgte butikker får lov til at forhandle tøjet, og Emilie har af flere omgange takket nej til store shows. Der skal være plads til at skabe et univers, til detaljerne og håndværket, og det skal vokse organisk.
Men hvorfor så et Mads Nørgaard-samarbejde?
»Jeg havde aldrig troet, jeg skulle lave et samarbejde med Mads Nørgaard, men jeg havde et møde med ham, og det gav mig en rigtig god mavefornemmelse. Jeg har ikke tidligere selv lavet t-shirts eller bøllehatte, men jeg har tænkt, at det på et tidspunkt ville være godt at få nogle rugbrødsvarer på«, siger Emilie og uddyber:
»Mads arbejder med Louisiana og forskellige kunstnere, og det føltes rigtigt. Jeg kunne se mig selv være en del af det«.
Jeg har spottet, at flere drenge er begyndt at gå i Helmstedt-tøj også. Får vi en decideret herrelinje at se på et tidspunkt?
»Ja, mange mænd har faktisk vist interesse i tøjet, så det kunne da været sjovt at prøve. Det vil jeg ikke afvise, men det er ikke noget, vi har lige på trapperne«.
Mere når vi ikke, inden Emilie må afsted efter remedier til sin vinduesinstallation.
Den kulørte Helmstedt-designer har en lang aften foran sig, inden kollektionen skal stå klar til lancering, og hun igen kan få lov at larme i sin andedam.
Samarbejdet med Mads Nørgaard kan købes fra i dag i Mads Nørgaard på Strøget og i deres webshop. Tjek resten af Emilie Helmstedts designs ud i hendes egen webshop.
Læs også: Showanmeldelse: Helmstedt leverede et følelsesladet debutshow til Copenhagen Fashion Week