Det bedste vi så til Copenhagen Fashion Week onsdag – fra Freya Dalsjøs übercoolness til Soullands patchwork

Comebacks fra velkendte favoritter prægede modeugens anden dag. Vi samler op på de bedste indtryk fra catwalken.
Freya Dalsjø SS20 (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Freya Dalsjøs powerkvinder

Det føltes rigtig godt at have Dalsjø tilbage på showkalenderen. For i mængden af danske kvindemærker i post-Ganni-tidsalderen, hvor letafkodelige og kommercielle kollektioner dominerer, stikker Dalsjø op som et kunstnerisk fyrtårn.

Freya Dalsjø er über-cool, skrev jeg hurtigt i mine noter onsdag middag. Fra de rå metalvægge i biblioteket på Rentemestervej i Nordvest over et industrielt soundtrack til langbenede modeller og et designniveau, der hele tiden bød på et væld af detaljer og overraskelser var SS20-showet en imponerende gennemført oplevelse.

Kollektionen bød på det ene powerlook efter det andet, uden at det var små skørter eller stramme blazere, der bar designet. Det var futuristisk, sexet, kraftfuldt og vovet i en smuk cocktail. Alle modeller bar solbriller og stilletter og ovenstående look er blot ét eksempel på Dalsjøs imponerende håndværk, hvor overraskende syninger og flotte materialer elegant formgav tøjet, ligesom læderet og den gennemsigtige kjole skabte spil imellem det hårde og bløde.

Er det kommercielt? Måske ikke. Er det befriende kunstnerisk og visionært? Så absolut.

Cecilie Bahnsen SS20. (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Cecilie Bahnsens udvidede palette

Hun er en særling i dansk, ja, international mode – heldigvis. Men midt i sine detaljerige og håndværkstunge kjoler lukkede Cecilie Bahnsen denne gang det traditionelt set maskuline jakkesæt ind i sit ellers ultra feminine univers. Og hun lykkedes med det.

Især her, hvor hun skabte en fin kobling mellem de to universer ved at bruge en lang, gennemsigtig kjole over det ellers stramme jakkesæt, så man lige skulle kigge en ekstra gang for at fange tvetydigheden. Godt tænkt og flot udført.

Helmstedt SS20 (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Helmstedts voksende udtryk

Det kan næsten virke mærkeligt at fremhæve det mindst Helmstedt’ske look fra hele showet, men dette outfit beviser på mange måder, at Emilie Helmstedt langsomt er ved at finde sin vej fremad mod en bredere udtryk – uden at tabe sin dna. Her er det måske mest den bredskyggede hat, der sender tankerne mod tidligere kollektioner, men trods et mere nedtonet print og farvebrug, så bibeholder kjolen også hendes uskyldige look med de næsten victorianske dyder med puffærmerne og flæsedetaljerne.

Tilsæt træskoene, og du får den landlige idyl, som enhver forhastet bybo fantaserer om.

Jeuru til Soulland-showet. (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Soullands patchwork

Dette look indkapsler Soullands dna: Den klassiske herregarderobe med et twist af chefdesigner Silas Adlers skate-baggrund. Og det er især patchwork-bukserne (som også kom i en jakke i et andet look), der viser Soullands kant og flabede krydderi.

Samtidig er der både en fin historiefortælling og en bæredygtig tanke i at bruge stofrester, som ellers sikkert var røget i skraldespanden til at skabe nyt og anderledes tøj. Det gør Soulland allerede i sin AW19-kollektion, der er landet i butikkerne, og fortsatte altså ved sit show i går.

Og så bar flere modeller denne slangeskindsversion af Nike Blazer, som altså tyder på, at Soulland fortsætter deres samarbejde med sportsgiganten.

Mfpen SS20. (Foto: Copenhagen Fashion Week)

Mfpens stramhed

Man kan sige, at mfpen er lidt som Soulland uden skate-flabetheden. Her er det stilsikkerheden og de små detaljer, der styrer. Detaljer som stumpede bukseben, droppede skuldre, og så, som på den flotte trenchcoat, kantebånd i syningerne, der var et fint krydderi midt i stramheden.

Og så viste designer Sigurd Bank med flere indgange, at hans tøj sagtens kan bæres af kvinder, uden at de giver afkøb på femininitet – eller han på sin design-dna.

Henrik Vibskovs udfordren

Vibskov er alt andet end enkel. Det har designeren efterhånden slået fast sæson efter sæson. Da han vendte tilbage til den københavnske showkalender, fik vi igen farver og mønstre en masse, ligesom hans asiatiske inspiration ikke fornægtede sig.

Her blander han på Vibskov’sk manér en blazer og en kimono i et broderet stof, der på en og samme tid viser hans udfordrende dna, og hvorfor du ikke ser hans design over alt i de danske gader.

Læs også: De bedste show-looks fra Copenhagen Fashion Weeks åbningsdag – fra cowboyinspiration til fængselsdetaljer

Tjek hele vores dækning af modeugen HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af