Her lægger Ida Laurberg sine penge: »Hvorfor vil man smadre sin opsparing og samtidig se helt latterlig ud?«

Her lægger Ida Laurberg sine penge: »Hvorfor vil man smadre sin opsparing og samtidig se helt latterlig ud?«

Det plejer at være en noget tungere tid for tegnebogen for den 20-årige sangerinde Ida Laurberg. Normalt ryger sommerferiepengene på udlandsferier, fedtede retter på Roskilde og drinks ud på de sene nattetimer. Men ak … sådan skulle det ikke være i år.

I stedet har sangerinden, der sidste år udkom med debutsinglen ‘Greyzone’ og var support på Jadas danmarksturné, brugt sine hårdtoptjente mønter på fødevarer og planter, fortæller hun. Men faktisk, når hun tænker over det, så køber hun egentlig ikke særligt mange ting. Længere i hvert fald. Måske er hun blevet mere ansvarlig. Måske er hun bare »broke as fuck«.

Her fortæller hun, hvor hun lægger sine penge, og hvad de oftest går til.

Hvad er det seneste, du har købt?

»En plante. Jeg køber alt, alt for mange planter. Den sidste tilkommer er en bananplante. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Men måske er jeg bare ved at blive gammel og allerede nu begyndt at minde om min mor. Og det skræmmer mig sgu. For et halvt år siden flyttede jeg ind med to planter. Nu har jeg 24, og jeg aner ikke, hvordan det er sket«.

Hvordan bruger du helst dine penge i sommerferien?

»Altså, jeg vil sige, at jeg normalt bruger en del penge på det her tidspunkt af året. De går til en masse fedtet mad på Roskilde, sommerferierejser og drinks. Og selv om vi nok er mange, der stadig smider rigtig mange penge efter alkohol … fordi vi er danskere, og det er sommer, så sker der jo ikke vildt meget i øjeblikket. Så lige nu bruger jeg sgu klart flest penge på at handle ind til aftensmad«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
View this post on Instagram

morten freakman

A post shared by Ida Laurberg (@idalaurberg) on

Hvad er dit livs bedste investering?

»Det må være mine Jordans, som jeg købte, da jeg var i LA. Mine dyrebare, elskede sko. Jeg har aldrig nogensinde før brugt så mange penge på et par sko. 3000 kroner! Det er jo helt vanvittigt. Men omvendt har jeg heller aldrig været så glad for et par sko før. Jeg havde længe drømt om at få dem, og så stod de der bare lige pludselig. Og når man er væk hjemmefra, gælder det ikke rigtigt, selvom det var penge direkte fra opsparingen. Hovsa«.

Har du brugt dine penge anderledes, mens der var karantæne?

»Nu har det jo været begrænset, hvad man kunne bruge penge på. Men jeg har da siddet midt om natten og tænkt, at det var det eneste rigtige at kigge onlineshops igennem efter et nyt outfit. Hvis jeg er rigtig god, lukker jeg fanerne, inden det går galt«.

Foto: Petra Kleis.

Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»Det er noget, jeg tænker meget over. Og ja, så er der nok nogen, der vil sige tænker, men hvad gør du. For vi er jo dovne, når det kommer til at ændre vores gamle vaner. Men der er jo forskellige måder at gøre noget på. Da vi var på Jada-tour, for eksempel, kunne jeg sikkert godt være blevet sponsoreret af et eller andet fedt tøjmærke, der kunne sikre en masse sindssyge outfits til de 11 shows, vi skulle lave. Men det var jo ikke nødvendigvis noget, jeg kunne bruge igen. Så i stedet kontaktede jeg en genbrugsbutik, jeg syntes var sygt fed, og spurgte, om jeg kunne få lov til at låne tøj derfra i stedet for at få en masse nyt«.

Går du op i mode?

»Jeg er ikke typen, der bare skal se, hvad Vogue har lagt op på deres blog i den her måned. Men jeg går da op i, hvad jeg har på. Om det så er oppe i tiden, det ved jeg ikke. Jeg køber det, jeg selv synes er fedt. Og jeg kan virkelig godt lide tøj. Det er fedt at gå på genbrug efter sådan noget som originalt 00’er tøj, som jeg synes er sygt nice. Så får man noget, som alle andre ikke også har. Men jeg kunne ikke forestille mig udelukkende at gå på genbrug«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvilke former for forbrug kan bringe dit pis i kog?

»Sådan noget unødvendig plastik-forbrug irriterer mig rigtig meget. Folk, der skal have et sugerør i deres drink i byen, eller som i LA, hvor alle frugterne i Whole Foods var skåret ud og puttet i plastikbeholdere. Altså, er det nødvendigt? Eller er det bare dovent? ‘Jamen, papsugerør sætter sig fast i mine læber’. Hold nu kæft!«.

Hvad bruger du flest penge på?

»Jeg køber mest bare det, jeg har brug for (jeg håber, du læser med, far). Men der sker da et occasional impulskøb på nettet fra tid til anden. Ellers er mit forbrug meget sådan til det kedelige liv som struggling musician, der skal have råd til sine dagligvarer … som klart er det, jeg bruger flest penge på. Igen, jeg er ved at blive til min mor, så jeg er også begyndt at gå op i at lave mad. Det er så vanvittigt hyggeligt. Jeg laver den samme morgenmad hver morgen. En vegansk toast-ting med nogle champignoner, lidt avokado og tomat og sådan. Det er min ex, der har lært mig det, så det må jeg nok hellere give credit for«.

Hvad synes du karakteriserer din generations forbrugere?

»Som med alt i min generation er det vidt forskelligt, hvilke retninger folk går i. Der er både ekstremt overforbrug og dem, der lever helt uden at producere skrald. Så der findes ikke én definition. Og sådan skal det være«.

Er der noget, du vil anbefale andre at købe?

»Planter. Hvis du keder dig, så køb nogle planter, du kan følge med i. Hvis du er single, så køb nogle planter, du kan passe på. Du kan ikke få for mange og bliver gladere af det«.

Har dit forbrug ændret sig med alderen?

»Uh, meget. Hvis jeg går helt tilbage, så var det meget sådan 200 kroner for en Bratz-dukke. Det førte over i ekstrem onlineshopping, da jeg boede hjemme med røven fuld af penge. Og nu forsøger jeg at købe det, jeg har brug for. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet ældre og mere ansvarlig, eller fordi jeg er broke as fuck. Det er sgu nok lidt en blanding«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
View this post on Instagram

🏙

A post shared by Ida Laurberg (@idalaurberg) on

Er der noget, du nægter at kaste dine penge efter?

»Designer-tøj, der er grimt og udelukkende har værdi, fordi det er dyrt. Det har jeg aldrig fattet. Jeg vil bare gerne se nice ud, så hvorfor vil man smadre sin opsparing og samtidig se helt latterlig ud? Derudover: De der sladderblade, man kan få nede i Kvickly. Hvad skal man med det?«.

Hvad bruger du penge på, som ikke er fysiske genstande?

»Jeg betaler i dyre domme for mit WiFi i hvert fald. Men derudover køber jeg også film og playstationspil over nettet, fordi min far har lært mig, at man stjæler, hvis man ser en film, man ikke har betalt for«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
View this post on Instagram

wow school is really killing me lol :)

A post shared by Ida Laurberg (@idalaurberg) on

Hvis man ser bort fra prisen, hvad ville du så allerhelst eje?

»En Tesla – fordi den både er fucking nice og mere miljøvenlig – og ellers skulle det være en lejlighed med tagterrasse, så jeg kunne invitere til sommerfester på taget«. 

Hvad har du ejet i længst tid?

»Det er nok min seng. Det er i hvert fald længe siden, jeg fik den. Jeg har haft den i så lang tid, at jeg kan huske, at jeg som 15-årig tænkte: ‘Er det den her seng, jeg kommer til at miste min mødom i?’ Og det var det. Thank God«.

Hvad er det næste, du skal købe?

»Jeg har tigget og bedt min mor om det nye ‘The Last of Us’. Det har ikke virket. Så det kunne godt blive min næste investering. Men hvis jeg kender mig selv ret, så bliver det nok en lille, dum plante fra Kvickly«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af