Her er fem gyserspil, der vil skræmme dig fra vid og sans

Efteråret bugner af uhyggelige spil, der kan tilfredsstille selv de mest hardcore horror-behov til Halloween – fra heksejagt og paranormal efterforskning til gruppegys og groteske galninger.
Her er fem gyserspil, der vil skræmme dig fra vid og sans
'Amnesia: Rebirth'. (Foto: Frictional Games)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Dark Pictures Anthology: Little Hope’

Tag en skummel, lille flække, smid en håndfuld strandede personer ind i den og tilsæt lidt heksejagt. Så står du nogenlunde med ’The Dark Pictures Anthology: Little Hope’.

Spillet er andet kapitel i ’Dark Pictures’-antologien, hvor der skrues op for det interaktive element. Det betyder, at du skal træffe beslutninger og reagere hurtigt, imens du udforsker en historie om de notoriske hekseprocesser i New England.

Det mest lovende, fristes man til at sige, er dog, at spillet trækker på inspiration fra gyserklassikere som ’It Follows’, ’The Blair Witch Project’ og ’Silent Hill’. Og så kan det spilles i selskab med op til fire venner, hvis du har behov for at gejle en stemning op.

Er udkommet til PC, PlayStation 4 og Xbox One.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Amnesia: Rebirth’

Da ’Amnesia: The Dark Descent’ udkom tilbage i 2010, var det intet mindre end et mesterværk, der revolutionerede hele genren for gyserspil. Her var intet med at kæmpe igen mod klamme zombier eller makabre skabninger. I stedet måtte man bare tage benene på nakken og gemme sig.

Nu er efterfølgeren, ’Amnesia: Rebirth’, endelig landet, og der bydes endnu en gang op til en grum omgang »JEG TØR IKKE MERE!«-gemmeleg med skræmmende monstre. Der er altså ikke ændret meget på opskriften, men det er sådan set heller ikke nødvendigt, når den allerede er tæt på perfekt.

Og så er der lige et ekstra interessant aspekt ved ’Amnesia: Rebirth. Spillet foregår i 1900-tallets koloniale Afrika, hvor man som kvindelig arkæolog bevæger sig rundt i ørkenen. Ikke de normale omgivelser for et gyserspil, men det skaber altså en ret usædvanlig stemning.

Er udkommet til PC og PlayStation 4.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Phasmophobia’

Hvor de fleste gyserspil oftest har til formål at blive spillet af dig alene, er ’Phasmophobia’ stik modsat. Her spiller op til fire mennesker sammen som paranormale efterforskere, der er på jagt efter spøgelser i forladte bygninger.

Med det setup kunne man måske tro, at man skal udrydde eller fange spøgelserne, men det er faktisk ikke tilfældet. I stedet går ’Phasmophobia’ en anden vej, hvor man blot skal indsamle information om spøgelser for at blive klogere på dem.

Der er altså mere fokus på udforskningsdelen frem for de traditionelle, blodige opgør med monstre og seriemordere. Dette er også en af grundene til, at spillet er blevet et kæmpe hit på Twitch – det er nemlig ret spændende som tilskuer at følge med i den paranormale efterforskning.

Er udkommet til PC.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Murder House’

Okay, dette spil er bizart. Og det er helt sikkert ikke det mest oplagte spil at kaste sig over, hvis man ikke er frisk på en meget absurd oplevelse, men altså – en gang imellem skal man prøve noget nyt.

’Murder House’ beskriver sig selv som en »VHS-æra 80’er-slasher«, og det kan tydeligt ses på spillets stil. Det visuelle look holdes i en old school, pixeleret grafik, der vækker minder om PlayStations meget spæde dage. Det er ikke kønt, men stemningen bliver ligesom sat fra første scene.

Er du typen, der opsnuser alverdens suspekte gyserfilm, bør ’Murder House’ være dit næste fiks. Og er du ikke helt overbevist, skal du bare lige vide dette: Spillets skurk er en galning iklædt et lyserødt kanin-outfit, der render rundt og sprætter mennesker op med en hånd-le.

Er udkommet til PC.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Dead by Daylight’

Er du understimuleret på seriemorder-fronten, bør du finde en håndfuld venner og tage kampen op i ’Dead by Daylight’. Her skal fire spillere prøve at slippe væk fra en gal seriemorder, som spilles af en femte spiller.

’Dead by Daylight’ udkom faktisk allerede tilbage i 2016, men siden da er spillet vokset i popularitet. Det skyldes løbende nyt indhold (ofte i samarbejde med ikoniske gyserklassikere som ‘Halloween’ og ‘Saw’), imens banerne ændrer sig for hver gennemspilning, så oplevelsen sjældent er den samme.

Faktisk er den skiftende oplevelse det, som ’Dead by Daylight’ lever højt på. Især når man kombinerer det med det menneskelige aspekt fra alle spillerne. For hvor langt er du villig til at gå for at overleve, når først blodet pumper rundt i kroppen, og adrenalinen forpurrer alt logik?

Er udkommet til PC, PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch, Android, iOS og Google Stadia.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af