Fire flotte jakkesæt – anbefalet af nogle af dem, der bærer dem bedst

Jakkesættet er for længst blevet andet og mere end en stram businessuniform. Det har de fire kreative kræfter, vi har snakket med blandt andre været med til at bevise. Nu peger de på deres yndlingssæt.
Goss i sit yndlingsjakkesæt. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Vintage-Bertoni

Goss, 36, musiker, @gossgossgossgossgoss:

»Jeg har nok haft omkring 20-25 jakkesæt, men nu har jeg fordelt en del af dem ud i min vennegruppe. Jeg må ikke have 20 jakkesæt.

Lige nu er mit yndlings det her fra Bertoni, der er købt brugt som alle de andre. Jeg er nærmest fanatisk, når det kommer til at købe vintage. Jeg har ikke købt nyt tøj i fem år. Det er politisk for mig. Jeg er stor fortaler for genbrug. Det er så mange wins.

Det sidder på en særlig god måde – ikke alt for godt. Jeg har gået meget i oversize, men her er det, lige før det sidder godt. Det er stadig lidt stort, men man drukner ikke.

Goss. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Og så har jeg noget med knapper. Når man køber mange jakkesæt, begynder man at nørde. Jeg kan bedst lide jakkesæt med tre knapper. Det er et look, og de sidder anderledes.

Jeg har næsten kun gået i jakkesæt de seneste to år. Det var efter en tur til San Francisco. Det var også deromkring, jeg begyndte at lytte til countrymusik.

Det er rart at have på, og det er også rart at vågne op og bare skulle vælge et jakkesæt. Det gør det mere simpelt. Det er vildt fedt«.

Vintage-Escada

Julie Blichfeld, 29, stylist og stifter af vintage-webshoppen Collect 23, @julieblichfeld:

»Der findes bare ikke noget bedre end et lækkert vintagejakkesæt, og jeg synes især, at Escada har formået at lave nogle seje suits og blazere gennem tiden.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dette lysturkise med dobbeltradede knapper og pressefolder er den perfekte blanding af gakket og klassisk. Ligesom jeg elsker det! Jeg vil bruge det med en rullekrave og sneakers eller med høje sandaler og en stram frisure«.

Model i Ami Paris-jakkesættet.

AMI Paris 

Jeuru, 26, musiker, @jeuru:

»Jeg elsker det her jakkesæt, mest på grund af farven. Det er ret sjældent, at man finder et rødt jakkesæt til mænd, og rød er min yndlingsfarve. Jeg føler en forhøjet sensualitet, når jeg har det på.

Jeuru i et andet jakkesæt.

Udover farven er jeg også vild med snittet – hvordan jakken er lidt boxy, men stadig har en flot silhuet på overkroppen. Bukser er også pæne, ikke for stramme eller baggy. Man kan også sagtens bære delene hver for sig«.

Jakken fra Arket.

Arket/Monki

Johanne Aure, 28, medejer af @aurestudio og kreativ hos @framacph@johanneaure:

»Jeg kan ikke få nok af jakkesæt. Jeg tror, det var den mest betydningsfulde opdagelse, da jeg byggede min stil og garderobe som yngre – at et godt gammeldags jakkesæt altid fungerer.

Du kan klæde det op eller ned med sneakers, støvler eller hæle, med enkle basics, en silkeskjorte eller bare med en hyggelig strik under til efterår og vinter. Det gør det så nemt at klæde sig til enhver lejlighed.

Johanne Aure i sit yndlingssæt.

Dette er en gammel Arket-blazer kombineret med et par Mango-bukser. Et smart lille tip –man skulle jo tro, at det var et matchende set. Og jeg elsker et head-to-toe beige look. Jakkesæt er nok det, jeg har mest af i min garderobe, og det er også det nemmeste tøj at mixe og matche med hinanden. Et stort tip til din efterårsgarderobe«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af