Man skulle tro, at Facebook havde haft rig mulighed for at forberede sig på misinformation og konspirationsteorier, der ville dukke op i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg. Det er ikke ligefrem noget, de ikke har prøvet før.
Men alligevel halter Facebook og andre sociale medier efter i jagten på at blokere indhold, der er enten er falsk eller opfordrer til at forstyrre optællingen af stemmer.
De to mest fremtrædende hashtags siden tirsdagens valg har været #SharpieGate og #StoptheSteal, men det er først i aftes, at Facebook begyndte at blokere hashtagget.
Samtidig bandlyste Facebook gruppen Stop the Steal, der promoverede #StoptheSteal, men som samtidig opfordrede folk til at protestere imod optællingen af stemmer. Gruppen formåede at nå over 300.000 medlemmer på blot én dag.
Facebook greb ind, da gruppens retorik eskalerede, og flere brugere begyndte at anspore brugen af våben og ligefrem trusler om borgerkrig.
Selvom Facebook prøver at skjule indholdet fra de to hashtags, virker det som en håbløs kamp. Går man ind på platformen og søger efter #StoptheSteal, dukker der stadig et hav af indhold op, som forsøger at stille spørgsmålstegn ved valgprocessen. Det samme gælder #SharpieGate.
Selvom de to hashtags er blevet afvist, og konspirationsteorien bag #SharpieGate bekræftet som falsk, blandt andet af officielle myndigheder og adskillige medier, har de hurtigt spredt sig.
Som om det ikke var nok med konspirationsteorier, har flere af Trumps støtter også meldt sig ind i kampen om at så splid.
Senest er hans tidligere rådgiver, Steve Bannon, blevet smidt af Twitter, efter han foreslog, at FBI-direktøren Christopher Wray og pandemi-eksperten Anthony Fauci skulle halshugges. Det skriver TechCrunch.
Kommentaren faldt i Bannons show ‘War Room’, hvor han snakkede om tiltag, som Trump kunne drage nytte af, hvis han skulle gå hen og vinde valget.
Programmet kører på YouTube, men platformen har ikke fundet kommentaren grel nok til at bandlyse hele showet – de har derimod kun fjernet det enkle afsnit, hvor Bannons udtalelse fandt sted.