‘Cyberpunk 2077’ har ikke haft det nemt siden udgivelsen i november sidste år. Spillet led af flere tekniske fejl, men nu er den første store opdatering til spillet landet.
Der er bare et problem: Opdateringen, som ellers burde fikse mange af fejlene, risikerer helt at ødelægge spillet, så man ikke kan komme videre.
Fejlen skyldes, at en samtale med figuren Takemura ikke starter som planlagt. Når dette sker, kan man ikke avancere i spillets historie, og man er dermed låst fast.
CD Projekt RED arbejder på en løsning, men indtil videre anbefaler de, at man simpelthen laver en MacGyver-agtig løsning, når samtalen skal startes, hvor man med flere krumspring sniger sig udenom det, der udløser fejlen.
Vil du undgå fejlen, finder du en detaljeret guide til det her – og det kan altså godt betale sig at læse op på den, for rammer fejlen først dit spil, er det ikke muligt at slippe af med den igen, før endnu en opdatering lander.