Det lyder som noget, man slet ikke kan forestille sig, men hvad nu hvis Microsoft havde opkøbt Nintendo for 20 år siden?
Urealistisk? Ja, måske. Men det prøvede de faktisk på. Det kan Bloomberg afsløre i et længere tilbageblik på Xbox-konsollen, der har 20-års jubilæum i år.
I artiklen interviewes den tidligere chef for tredjepartsrelationer, Kevin Bachus, og han afslører, at mødet med Nintendo om et potentielt opkøb gik helt skævt.
»Steve Ballmer [tidligere admin. direktør for Microsoft] sendte os til møde med Nintendo for at se, om de ville overveje et opkøb. De grinte bare deres røv i laser. Forestil dig en hel time, hvor du bare bliver grint ad. Det var cirka sådan, mødet forløb«, forklarer Bachus.
Selvom mødet om opkøbet gik i vasken, mødtes Microsoft og Nintendo faktisk igen for at diskutere endnu et samarbejde.
Denne gang omhandlede det de konsoller, som Nintendo-spil afvikles på. Dem ville Microsoft nemlig producere, da Nintendo ikke selv var tilfredse med deres hardware.
Heller ikke her kunne de to giganter dog blive enige, og det er måske meget heldigt – ellers havde vi formentlig ikke haft glæde af konsoller som Nintendo Wii og Switch.