Igennem litteraturen kan vi nogle gange forstå verden på en ny måde, og guderne må vide, at mange af os nok søger efter en mening med galskaben i denne tid.
Derfor spurgte vi tre litteraturelskere med hver deres blik på ordet om netop at pege på bøger, der fremstår endnu stærkere nu.
For litteraturanmelderen Mathilde Moestrup faldt valget dog på en bog, der måske ikke sætter nutiden i nyt lys, men mere hjælper læseren med at prøve at glemme den.
»For mig har litteraturen mere været et tilflugtssted end et refleksionsrum i forhold til pandemien«, siger hun.
Få hendes, forfatteren Victor Boy Lindholm (senest ‘Jeg slæber lungerne som en vægt’) og den kunststuderende Emma Rosenzweigs bud på godt læsestof.
Sakaya Murata ‘Døgnkioskmennesket’ (2016, på japansk)
Victor Boy Lindholm, 29, forfatter og journalist, @victorboylindholm:
»Jeg peger på denne lille, japanske roman. Den handler om den 36-årige Keiko, der har arbejdet i den samme kiosk i 18 år. Hun er single, og hendes venner og familie vil bare have, at hun bliver gift, får en uddannelse og rykker videre i livet, som vel er grundstenen i det moderne liv. Evig stræben fremad med et smil på læben. Men Keiko vil ikke have sin rytme og sit tætte forhold til døgnkiosken spoleret.
Romanen er både et portræt af Japan, men i høj af vores forestillinger om det gode liv, og den ubehag samfundets rigide normalitetsopfattelse kan skabe, når man er ung og i gang med at finde ud af, hvad man vil.
Romanen føles hermetisk, næsten klaustrofobisk, fordi Keiko er så isoleret. På den måde er det også en roman om vores aktuelle nutid, selvom den er fra 2016. Den emmer af ensomhed, men også af trods, og stiller virkelig spørgsmål ved, hvad det gode liv er? Keiko er på mange måder tilfreds, men hun er også alene«.
Susan Sontag ‘Regarding the Pain of Others’ (2003)
Emma Rosenzweig, 30, kunststuderende og essayist, @emma_rosenzweig:
Den sidste bog, Susan Sontag skrev inden sin død, var en form for opfølger til hendes essay-samling ‘On Photography’ fra 1977. Sontag undersøger i ‘Regarding the Pain of Others’, hvordan de visuelle billedestrømme af krig og vold påvirker os som mennesker, og hvordan billedet på ondskab fylder i de medier, vi følger i vores hverdag, som en form for altdominerende sandhed.
Vold og lidelse er noget af det, der sælger bedst, og som Sontag skriver: »Jagten på de dramatiske billeder driver den fotografiske enterprise, som en del af normaliseringen af en kultur, hvor chok er blevet den altoverskyggende stimulans af forbrug og en kilde til værdi i sig selv«.
Igennem en historisk gennemgang af krigsfotografiets oprindelse og udvikling problematiserer og italesætter Sontag, hvordan vi ser på billeder, hvordan vi tager det ind og forholder os til det, men også hvordan de fotografier, vi ser som repræsenterende af en universel sandhed, ofte er blevet manipuleret igennem tiden.
Det er en virkelig spændende bog at læse i en tid, hvor vi lever så isolerede liv, en tid hvor dét at se andre samfund og verdensdele med sine egne øjne er blevet sværere, og hvor mediernes magt samtidigt er så stor og lettere tilgængelig end nogensinde.
Sontag minder os om, hvor vigtigt det er at huske på at spørge os selv, hvorfor vi ser på fotografier af skrækscenarier, som vi ikke er i stand til at stille noget op med, og at minde os selv om at gå dybere ind i, hvem det egentligt er, der er ansvarshavende til situationerne, billederne viser.
En anden ting, som virkelig rørte mig ved bogen, er den måde Sontag italesætter, hvordan vi som mennesker opfatter brugen af vold i billeder forskelligt, og i det hele taget hvordan vi ser forskelligt på krig og død.
Selvom bogen er skrevet for 17 år siden, finder jeg den utroligt relevant den dag i dag, hvor ideen om at udvikle et nyt sprog, som kan hjælpe os til at forstå verden ud fra noget andet end forestillingen om et universelt ‘os’, synes vigtigere og mere tiltrængt end nogensinde før«.
Roberto Bolaño ‘De vilde detektiver’ (1998, på spansk)
Mathilde Moestrup, 29, litteraturanmelder hos Information, @mathildemoestrup:
»Mine bedste læseoplevelser under coronapandemien har været bøger, der tager mig fuldstændig ud af min kontekst. Bøger, der foregår for længe siden eller langt væk og ikke spejler mit eget liv, men skænker mig et nyt at lære at kende.
For mig var det en form for vanvid, da folk i foråret 2020 gik i gang med at læse ‘Pesten af Camus’ – det var den sidste bog, jeg havde lyst til at læse!
Derfor vil jeg anbefale alle, at læse ‘De vilde detektiver’ af den sagnomspundne chilenske forfatter Roberto Bolaño. Det er en stor og eventyrlysten roman om to unge mexicanske digtere/detektiver; Bolaño har en sprogkraft, der flår sin læser med sig, langt ind i værket og ud i verden, væk fra nedlukningens begrænsninger«.