Nike Air Max Moto II
Maria Pham, 27, projektleder og kreativ konsulent, @mariaphamstagram:
»Jeg har valgt disse sneakers, fordi de består af en perfekt komplementær sammensmeltning af forskellige materialer, som gør dem sporty og edgy«.
»Samtidig har de en perfekt højdefordeling fra tå til ankel, hvilket gør, at de passer med de fleste slags bukser«.
»Generelt er mit forhold til hvide sneaks en kæmpe forårsforelskelse, men jeg lader dem stå hjemme, når jeg skal til et rave«.
Udgået model.
Converse Chuck Taylor All Star
Casper Enersen, 19, ejer af S7udio Stars og genbrugsbutikken Before Midnight Vintage, @casperenzoenersen:
»Chuck Taylor er min go-to sneaker – med mindre det regner«.
»Jeg har været igennem mange forskellige sneakers, som Nike Cortez, Adidas Continental, men et par Converse er altid mit sikre valg, når det kommer til sneakers, og jeg har altid mindst ét par liggende«.
»Jeg har en passion for vintage statement pieces, som både kommer til udtryk i mit arbejdsliv, men i den grad også i min gaderobe. Chuck Taylor-skoen er i mine øjne den mest legendariske sneaker-model, som aldrig vil gå af mode«.
Nike Air Max 95
Sia Hurtigkarl Degel, 28, designer og medstifter af kunstkollektivet Pro tempore.art, @sia.hurtigkarl:
»Hvide sneakers er for mig et totalt flashback til 2015/2016. Jeg gik ikke i andet end hvide sneakers i den periode. I min erindring gik alle i hvide sneakers i den periode«.
»De hvide sneakers var en relativt stor kontrast til de sko, jeg gik i før 2015, som typisk var i mørkere farver eller de helt sporty og farverige sneakers«.
»De mørkere sko var en glidende overgang fra buksebenet eller strømpekanten – en sko som ikke larmede. De farvede sneakers overtog et helt outfit. De hvide sneakers derimod skabte en sporty kontrast til resten af outfittet og gjorde generelt alle outfits mere sporty – på den fede måde«.
»Min favoritsko dengang er klart Nike Air Max 95. En model som jeg har haft op til flere par af. Derudover er klassikeren over dem alle Nike Air Force One«.
»Jeg har haft en længere pause fra hvide sneakers efter de år, men måske de snart skal have en revival«.