Da Bill Gates i februar trak overskrifter for at ville kaste os ud i en ny istid, var det ikke overraskende som del af en ny konspirationsteori, hvor han endnu en gang indtog skurkerollen.
Tesen gik på, at Gates som klima-ekstremist gjorde klar til at kaste os ud i et ’Snowpiercer’-scenarie, hvor der skulle dækkes for solens stråler og dermed skabe en klimakrise.
Men hvorfor er det, at manden bag Microsoft er blevet en magnet for konspirationsteorier? Svaret skal ironisk nok findes i hans iver efter at redde verdensbefolkningen fra sygdom og undergang.
Opskriften er klassisk: Bill Gates er tilknyttet et forskningsprojekt eller har tidligere udtalt sig om en sag, der på den ene eller anden måde kan forbindes til et kontroversielt emne (klima og sundhed er ofte oplagte, da alle har en mening om dem).
Herefter trækkes der linjer mellem så mange tilfældigheder, at der lige pludselig opstår en form for rød tråd igennem vanviddet. Logik er underordnet – så længe der sås lige præcis nok tvivl til, at folk tænker »hvad nu hvis?«
Det mest oplagte eksempel på en succesfuld eksekvering af denne tilgang er den omstridte konspirationsteori om vaccinen mod coronavirus, som efter sigende indeholder en mikrochip udviklet af Bill Gates.
Alene fra februar til april i 2020 blev Gates og coronavirus-konspirationsteorier nævnt 1,2 millioner gange på tværs af sociale medier og i tv-udsendelser ifølge en undersøgelse fra Zignal Labs og New York Times.
Det er ikke et tilfælde, at Gates er det helt store fokus for corona-skeptikere. Da han i 2015 trådte på scenen til en TED-talk, sagde han: »Hvis noget dræber mere end ti millioner mennesker i de næste årtier, er det højst sandsynlig en smitsom virus, ikke krig«.
Citatet er sidenhen blevet en essentiel del af fundamentet for corona-konspirationsteorier, for hvordan vidste Gates allerede på det tidspunkt, at vi ville blive ramt af en pandemi, hvis ikke han selv havde en finger med i spillet?
Enhver logisk tanke burde dog, naturligvis, være, at Gates – takket være sin indsats og sit omfattende samarbejde med eksperter inden for dette felt – simpelthen ved så meget om emnet, at han med nogenlunde sandsynlighed kunne forudse en eventuel katastrofe.
Men at Gates er et yndet mål, skal derfor også findes i hans rolle som filantropisk demokrat. Vi har set det før med en anden rigmand, der med sin formue har ført an i progressiv velgørenhed, nemlig George Soros, som ligeledes ofte har været udsat for konspirationsteorier.
Bill Gates’ baggrund gør ham altså til det oplagte offer for højrefløjens spin på internettet – og det er netop her, hvor konspirationsteorierne får ben at gå på.
Det fik vi at se under de tidlige dage med coronavirus, da Bill og Melinda Gates’ humanitære fond blev hængt ud efter rapporter om, at de i alt hemmelighed havde forudset pandemien, og at de derefter havde udviklet en vaccine, som de kunne tjene tykt på.
Rygterne blev hurtigt faktatjekket og afvist, men skaden var allerede sket, da det toneangivende højreorienterede medie InfoWars havde skrevet historien, som derefter spredte sig som ringe i vandet blandt højrefløjen.
Kampen mod disinformation
At skaden allerede var sket, viser også, hvorfor der ikke nødvendigvis behøver at være hold i teorierne. For Bill Gates er – takket være sin rigdom, politiske overbevisning og humanitære indsats – en oplagt skydeskive.
Og der er ikke mangel på konspirationsteorierne. BBC’s efterforskning af anti-disinformation har vist, at der også florerer anklager om en vaccine, der skulle have dræbt tusindvis af børn i Indien, samt en vaccine i Kenya, der faktisk består af medicin til aborter.
Problemet er bare, at selvom konspirationsteorierne er så søgte, at man ikke kan andet end at ryste på hovedet ad dem, koster de liv.
Konspirationsteorierne kan nemlig være medvirkende til, at folk nægter at blive vaccineret, hvilket ellers er formålet med et vaccinationsprogram – at en så stor del af et lands befolkning er vaccinerede, at sygdommen ikke længere kan sprede sig.
Selv er Gates overrasket over, at konspirationsteorierne limer sig fast til ham. Til BBC har han tidligere udtalt: »Selvfølgelig tænker vi over, at vi skal beskytte børn mod sygdomme, men det har jo ikke noget at gøre med chips og alt den slags. Du kan jo nærmest ikke andet end at grine ad det«.