Jon Stewart plejer ofte at være fornuftens stemme, når der skal sendes skarpe kommentarer af sted om samfundets tilstand.
Men mandag aften var situationen en lidt anden, da Stewart var gæst i talkshowet ‘The Late Show with Stephen Colbert’ for at tale den verden, vi befinder os i efter coronavirus.
Det startede ellers forholdsvist stille og roligt, da Stewart sagde: »Videnskaben har på mange måder hjulpet os igennem denne pandemi«, men samtalen tog hurtigt en skarp drejning, da Stewart prompte tilføjede: »som højst sandsynligt faktisk skyldes videnskab«.
En noget perpleks Colbert svarede herefter: »Mener du, der er en mulighed for, at virussen er blevet skabt i et laboratorium? Der er jo en undersøgelse«, hvilket Stewart afvisende fulgte op på: »En mulighed? Åh Gud!«.
Teorien om, at coronavirus er blevet skabt af forskere og siden hen sluppet ud af et laboratorium i Wuhan, Kina, er ikke ny. Sidste år blev den markant promoveret af Donald Trump og store dele af højrefløjen, selvom den aldrig er blevet bekræftet.
En undersøgelse fra WHO har tværtimod konkluderet, at det er »højst usandsynligt«, at virussen er menneskeskabt. I stedet menes det, at den er opstået i naturen, hvorfra mennesker er blevet smittet.
Alligevel sår teorien stadig splid i det videnskabelige miljø, og netop det følger Jon Stewart op på, da han tilføjer, at »det er ikke en konspirationsteori«, inden han springer ud af sin stol og løber ned til kameraet.
Med et manisk blik taler han direkte til seerne: »Jeg har været alene så længe. Og da jeg indså, at laboratoriet hedder præcist det samme som den ondskab [coronavirus], der har plaget os, tænkte jeg, at det er fucked«.
Det kunne altså tyde på, at Stewart er ude i en sarkastisk (omend akavet) meta-joke, hvilket ikke ville være ulig ham. Men ser man hele interviewet, melder en nagende tvivl sig.
Det understreges ikke mindst af, at Stewart efter en reklamepause – som The Daily Beast skriver – proklamerer: »Kan jeg bare lige sige det her om forskere? Jeg elsker dem, og de gør så meget godt for os, men de ender med at dræbe os alle sammen«.