Det kom som en glædelig nyhed for de fleste, da det blev annonceret, at Spike Lee – der er inkarneret newyorker – skulle stå bag en ny dokumentarserie hos HBO om netop New York efter terrorangrebet den 11. september i 2001 og frem til i dag med coronapandemien.
Nu er tiden så kommet for ‘NYC Epicenters 9/11→ 2021½’, som serien hedder, men det sker ikke uden kontrovers.
Det viser sig nemlig, at det fjerde og sidste afsnit dedikerer omfattende skærmtid til den kontroversielle konspirationsgruppe Architects and Engineers for 9/11 Truth.
Samtidig er Lee i et interview med New York Times sprunget ud som tilhænger af en kritiseret teori, der går på, at de to tvillingetårne slet ikke styrtede sammen grundet flyene, der ramte dem, men at der derimod var tale om en kontrolleret eksplosion udført af den amerikanske regering.
Konspirationsteorien er flere gange blevet aflivet, og den er efterhånden blevet til en så stor joke i sig selv, at den er gået over i internettets memehistorik.
Alligevel er Lee tilsyneladende overbevist om, at vi ikke har fået den fulde sandhed om 9/11. I interviewet med New York Times udtaler han således, at han håber, at dokumentarserien kan overtale den amerikanske kongres til at afholde en høring om terrorangrebet.