‘Battlefield 2042’ er som en sjov bytur med dårlige tømmermænd

Hvor ’Call of Duty’ altid har vidst, at det skulle være sjovt, hurtigt og fyldt med action, har ’Battlefield’ aldrig helt vidst, om det skulle være langsomt og strategisk eller bare følge i konkurrentens fodspor.

Resultatet har ofte været et Frankenstein-agtigt forsøg på at tilfredsstille både de mere hardcore fans, som ofte spiller på PC, og de mere afslappede typer på Xbox og PlayStation, der bare gerne vil have noget sjovt at give sig til en lørdag aften.

Identitetskrisen startede helt tilbage i 2011, og nu er ’Battlefield 2042’ endt som resultatet af et årtis desperation for at finde en identitet og gøre sig fortjent til din kærlighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Greta Thunberg ville være stolt

Før du overhovedet får løsnet den første patron i ’Battlefield 2042’, skal du lige mindes om, hvorfor du skyder på alle omkring dig. Vi er nemlig alle på røven, fordi klimakrisen har ødelagt størstedelen af kloden.

En hurtig tidslinje over de næste 20 år viser landmasserne forsvinde, milliarder af mennesker uden hjemland og to supermagter (naturligvis USA og Rusland) i krig med hinanden.

Det skriger ikke ligefrem på good times med militærudstyr, når man har set den potentielle fremtid, vi står overfor. Men ind i helikopteren kommer du, og ud på slagmarken skal du.

Beskeden om at kloden er i problemer bliver dog fortsat bragt op og hamret igennem i hver eneste bane af spillet, der alle tager udgangspunkt i en eller anden form for klimaskabt katastrofe.

Uanset om det er udtørrede oceaner med stribevis af containerskibe, der ligger strandede på havbunden, eller byerne, der står halvt under vand, så minder spillet dig konstant om, at vi alle sammen er godt og grundigt fucked.

Alene i krig

Så snart ’Battlefield 2042’ har trukket dit humør ned over vores nært forestående dommedag, prøver spillet dog hurtigt at få dig til at glemme alt om det igen, lige så snart du trykker ’Play’.

Her bliver du straks smidt ind i en online krig med 127 andre spillere, og så har du ikke tid til at tænke over den overophedet klode mere.

Nu skal der dræbes nogle fjender, og så tænker vi ikke så meget over, at du løber ind og ud af skyskrabere, der ligger halvt begravet af sand, og at du ude i horisonten kan skimte en tornado.

Antallet af spillere på én gang er – og har altid været – seriens mest succesfulde gimmick. At have så mange levende mennesker omkring dig skaber illusionen af krigsførelse og det dertilhørende komplette kaos.

Uanset hvor end du kigger, sker der altid noget. Ovenover dig er en helikopter ved at styrte ned i en sky af sort røg, til højre for dig stormer en stribe tanks frem, og til venstre løber tyve fodsoldater hen mod det næste mål.

Det er kaotisk, og dén del af spillet fungerer helt eminent.

Det er dog også det eneste es i ærmet, som ’Battlefield 2042’ disker op med. For når alt kommer til alt, så er 127 andre spillere omkring dig ikke noget, som grundlæggende forandrer spiloplevelsen.

Dette bliver kun forstærket af, at spillets baner er så enorme, at det ofte føles, som om du spiller dit eget lille spil i det ene hjørne af banen uden nogen reel konsekvens for udfaldet af resten af slaget.

Definitionen af middelmådigt

Problemet med ’Battlefield 2042’ er ironisk nok, at der grundlæggende ikke er noget galt med spillet, for det hele er sådan set ganske fint.

Det ser flot ud, når det pryder skærmen med alt sin vigør. Det føles tilfredsstillende at skyde med maskingeværet, som det hører sig til i et skydespil. Og det er sjovt at hamre tre fjender ned fra bag rattet på en jeep i fuld fart.

Men det er samtidig dét, som faktisk trækker den samlede oplevelse ned. For det er bare fint og ikke meget andet.

Og i en verden med så mange kompetente alternativer, hvoraf flere ligefrem er gratis, så er fint simpelthen bare ikke nok.

---

Kort sagt: ’Battlefield 2042’ er definitionen af midt på skalaen – middelmådigt og uden de store armbevægelser.