‘Call of Duty: Vanguard’ er et hæsblæsende skydetelt i alt for højt tempo

»Don’t call it a comeback, I been here for years« rappede LL Cool J for snart 30 år siden, og for den efterhånden legendariske ’Call of Duty’-serie klinger ordene stadig sandt.

Det interaktive skydetelt, som siden 2003 troligt er blevet udgivet årligt af en række af skiftende udviklere, er tilbage igen igen.

Men modsat østkyst-rapperen havde ’Call of Duty: Vanguard’ måske ikke helt behøves at skynde sig med dets comeback.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

De uheldige helte

Spillets historie, der udspiller sig under 2. verdenskrig, er et klassisk heltekvad om en gruppe finurlige personligheder, som er Rambo-agtigt gode til at skyde med maskinpistol og sprænge ting i luften.

Hvert kapitel skifter mellem realtid og flashbacks, og i takt med at man hives igennem tilbageblik fra D-Dag, Midwayøerne, Stalingrad, og El-Alamein, forklares det med syvtommersøm, hvorfor netop denne gruppe af uheldige helte er så pokkers vigtig.

Det virker bare ikke. Til trods for adskillige episke missioner hvor bomber, broer og bastarder står i vejen for de allierede styrkers fremmarch, kommer jeg aldrig rigtig tæt på heltene, hvis skæbner ender med at rage mig en høstblomst.

For det, klassikere som ’The Last Of Us’, ’Red Dead Redemption’ og ’Mass Effect’ gør så perfekt, er at lade historien falde til ro, og samtalerne om lejrbålet blive tilknytningen mellem spiller og karakter.

Det er umuligt i ’Vanguard’, når lejrbålet konstant eksploderer, og der står en hob af nazister og skriger ad dit snobrød.

Spillet mangler simpelthen et par lufthuller, hvor man kan trække vejret og lære hinanden at kende.

Det er vældig ’Call of Duty’-agtigt at gå fra mellemsekvens til granatchok og tilbage igen, men det fungerer elendigt, når der skal opbygges forhold og kammeratskab.

Til gengæld er det en smuk og farverig verden, man befinder sig i, der står knivskarpt, uanset om man er i ørkenen, junglen eller Stalingrads klaustrofobiske gader.

Et par enkelte gange får man lov at prøve noget andet end bare at løbe op til en mur, pløkke de nazister, som står i vejen, for derefter at løbe videre til den næste mur.

I et af de første kapitler indtager man således et jagerfly i kampen om Midwayøerne og skal herfra bombe japanske krigsskibe og gennemhulle Mitsubishi-fly.

Det lyder fantastisk, men det er cirka lige så underholdende som pressemøder fra Sundhedsstyrelsen. Styringen er elendig, og den episke skala som konkurrenten i ’Battlefield’ mestrer, udebliver fuldstændig.

Zombie-smadder

Heldigvis er spilpakken i ’Vanguard’ krydret med både en særdeles underholdende multiplayer-del og en forrygende zombie-slagte-fest, der er det tætteste, vi har været på ’Modern Warfare’-perfektion i mange år.

Styringen er stram, de fleste våben er balancerede, og banerne giver et perfekt mix af tætte korridorer og åbne vidder, hvor sindrige snigskytter gemmer sig i græsset med camouflage og kikkertsigte.

Man har endda lånt lidt takter fra ’Battlefield’-spillene og gjort dele af banerne mulige at ødelægge.

Nogle gange er det bare brædder for vinduerne eller møbler, som kan sprænges itu for at lave nye angrebs- og forsvars-positioner, men i enkelte baner er det hele vægge og korridorer, som kan åbnes op med en velplaceret håndgranat.

Zombie-delen har set endnu flere opdateringer, og de fleste er faktisk for det bedre. Til glæde for seriens fans fortsættes ’Dark Aether’-plottet fra tidligere spil, hvor nazisterne sideløbende med verdenskrigen byggede zombier nede i kælderen.

Min eneste anke med zombie-banerne er, at der lige nu kun er tre mål for sejr: Enten skal man beskytte et zombie-hoved, indsamle og aflevere forskellige objekter eller blot overleve, indtil tiden render ud.

Det er ikke videre spændende, men Activision har lovet, at der kommer mere kød på zombie-menuen snarest.

---

Kort sagt:
’Call of Duty: Vanguard’ er en underholdende, men forgængelig oplevelse, der med et overdrevet tempo efterlader dig forpustet og frustreret.