PlayStation fik kæmpe succes med ‘Horizon Zero Dawn’ tilbage i 2017, hvilket markerede starten på en ny serie for konsolgiganten.
Ikke nok med at den længe ventede efterfølger ‘Horizon Forbidden West’ er lige rundt om hjørnet den 17. februar, kan vi nu samtidig se frem til endnu et kapitel om heltinden Aloy og hendes kamp mod korrupte robotdyr.
PlayStation har netop annonceret ‘Horizon Call of the Mountain’, og inden du begynder at glæde dig for meget, skal du lige vide, at spillet udvikles udelukkende til virtual reality.
Der er nemlig tale om et spin-off, der byder på en helt ny fordybende oplevelse i det velkendte ‘Horizon’-univers, og som udvikles specifikt til PlayStations kommende VR-headset.
Annonceringen af det nye spil faldt sammen med afsløringen af PSVR2, som bliver det officielle navn for PlayStations næste VR-brille. Det kunne PlayStation løfte sløret for ved tech-konferencen CES 2022.
Der er hverken udgivelsesdato på ‘Horizon Call of the Mountain’ eller PSVR2, men begge forventes lanceret senere i 2022.