Så skal vi til det igen, fristes man næsten til at sige, for endnu en gang er flere kendisser nævnt i et søgsmål om at promovere et kryptoprojekt.
Denne gang tæller de sagsøgte folk som YouTube-stjernerne Jake Paul og Ben Phillips samt rapperne Lil Yachty og Soulja Boy. Derudover optræder Nick Carter også på listen, skriver Complex.
Alle sammen anklages for at promovere kryptovalutaen SafeMoon, som ifølge søgsmålet kun har haft et formål, nemlig at franarre millioner af kroner fra godtroende investorer, som endte i lommerne på projektets øverste chefer.
Det skete med en såkaldt omgang pump and dump, hvor kursen tvinges kunstigt i vejret med nøje planlagte tiltag, heriblandt promovering fra kendte navne som Jake Paul og Soulja Boy, der sidste år var store fortalere for SafeMoon.
Når prisen er på sit højeste, sælges der herefter ud til stor gevinst for dem, der er hurtigt ude – og det er altså som regel dem, der står bag svindelnummeret, da almindelige mennesker lader deres investering stå i håb om endnu større stigninger.
SafeMoon blev lanceret i marts sidste år, hvorefter annoncer dukkede op på YouTube, sociale medier og sågar en reklametavle i midten af Times Square.
Siden da hoppede berømthederne på projektet, imens flere chefer langsomt begyndte at sælge ud af deres andele. Det betød, at projektets værdi var faldet med mere end 80 procent ved årets udgang.