Det kommer ikke som nogen overraskelse, at en af spilhistoriens største og bedste rollespil fortsætter.
Ikke desto mindre er det en glædelig nyhed, at CD Projekt RED på deres hjemmeside har annonceret næste udspil i den populære ‘The Witcher’-serie, der teases med »En ny saga begynder«.
Afsløringen er naturligvis spændende i sig selv, men endnu mere interessant bliver det med billedet af en medaljon, som akkompagnerer annonceringen.
Medaljonen viser en halvt tildækket los, som formentlig indikerer et tronskifte, hvor vi siger farvel til Geralt og goddag til… Ja, hvem?
I ‘Witcher’-universet findes nemlig adskillige skoler for witchers, der hver især repræsenteres af en medaljon, og billedet har derfor en større betydning, end man umiddelbart skulle tro.
Således bærer Geralt, som har været seriens hovedperson indtil videre (og som ligeledes er rollen, Henry Cavill indtager i Netflix-filmatiseringen), rundt på en ulvemedaljon.
Det er dog bemærkelsesværdigt med en los, for ingen skole repræsenteres umiddelbart af netop dét dyr.
Der findes derimod en medaljon for en katteskole, og netop her finder man en rød tråd til en af seriens mest kendte personer, nemlig Ciri, som Geralt tager til sig som en fosterdatter, da hun netop bærer rundt på denne.
Derfor spekuleres der nu i, at fans af ‘The Witcher’ endelig får et spil med den unge kvinde. Det virker dog – som du nok kan fornemme – stadig meget usikkert og måske endda lidt søgt.
De endegyldige svar må vi desværre vente med, for afsløringen af seriens næste kapitel bød ikke på specifikke detaljer.