Imens Facebook-stifteren Mark Zuckerberg hygger sig i sit metaverse, har hans søster, Randi Zuckerberg, travlt med at udforske sin musikalske side.
Resultatet er et cover af Twisted Sisters ‘We’re Not Gonna Take It’, som Zuckerberg har omdøbt ‘We’re All Gonna Make It’, hvor hun synger om fremtidens internet og naturligvis kryptovaluta.
Forkorter man titlen, bliver det til WAGMI – et begreb, der bruges blandt investorer online for at vise deres sammenhold.
Det lyder jo på sin vis meget sobert, men se lige sangen og vend så tilbage.
Musikvideoen er én lang opsang til fænomener som web3, krypto og de mest online typers hang til forkortelser som DYOR (Do Your Own Research – at undersøge, hvad man investerer i), gm (good morning) og HODL (Hold On for Dear Life – et mantra for at have langsigtede planer med sin investering).
Sangen er faktisk i en god sags tjeneste, nemlig at øge opmærksomheden omkring kvinder, som gør sig i web3 og krypto.
Hvis dine tæer ikke er krummet helt sammen endnu, kan du glæde dig over, at det faktisk ikke er den eneste krypto-sang fra Mark Zuckerbergs søster.
I februar udgav hun et cover af Adeles ‘Hello’, der ligeledes var proppet med krypto-slang.
Når Randi Zuckerberg ikke har travlt med sine sange, arbejder hun for at fremme »kvinder i den nye finansielle revolution«, som hun selv forklarer det på Twitter.