Populær Lady Gaga-fankonto efter mystisk stilhed på Twitter: »Jeg blev anholdt ved protest mod krigen i Ukraine«

Populær Lady Gaga-fankonto efter mystisk stilhed på Twitter: »Jeg blev anholdt ved protest mod krigen i Ukraine«
Lady Gaga til Oscar-uddelingen i 2019, hvor hun vandt en statuette for Bedste sang for 'A Star is Born'. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Gaga Daily er en af de mest populære Lady Gaga-fankontoer på tværs af sociale medier – så populær, at sangerinden selv følger profilen på Twitter.

I weekenden var der dog panik at spore blandt Lady Gagas fans, efter kontoen havde været usædvanlig stille i et døgn. Nu ved vi hvorfor: Manden bag, Kirill Nguyen, blev tilsyneladende anholdt ved en demonstration mod krigen i Ukraine.

Sådan lyder det i et afdæmpet tweet fra profilen, der virkede mindre berørt af anholdelsen og mere berørt af SAG Awards, hvor Gaga var nomineret for sin rolle i ‘House of Gucci’:

»Beklager manglen på opdateringer, jeg blev anholdt ved protest mod krigen i Ukraine i Moskva«, lyder det i opslaget.

Der er ingen detaljer om, hvorfor Nguyen, som også fremviste et billede af en forslået hånd, blev tilbageholdt.

I weekenden var der dog adskillige meldinger om, at det russiske politi anholdte demonstranter, som havde samlet sig i Moskva for at protestere mod landets invasion af Ukraine.

Nguyen, som også står bag den populære, men omdiskuterede hjemmeside for Gaga Daily, der tidligere er blevet kritiseret for en hård tone blandt fans og skaberen selv, er nu tilbage med regelmæssige opdateringer.

Ikke desto mindre vækker det minder om en anden yderst populær fankonto, den anonyme Taylor Swift Updates (som nu er suspenderet af Twitter), der pludselig blev stille på platformen i flere måneder.

Det vidste sig, at en israelsk teenager stod bag kontoen, og da hun nægtede at blive den del af landets militær, IDF (som har værnepligt for begge køn), blev hun smidt i fængsel et par måneder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af