Det kan godt være, at verdens rigeste mand er ved at købe Twitter, men selv når handlen går igennem, slipper han ikke for at blive babysittet af en advokat, hver gang han tweeter om Tesla.
Sådan lyder det fra dommer Lewis Liman, efter Musk havde indgivet en appel for at få omstødt en dom fra 2018, hvor han af SEC blev idømt gennemsyn af samtlige sine Tesla-opslag. Det skriver Reuters.
Begrænsningerne på Musks evne til at skrive frit om firmaet skyldtes et opslag, hvor han hævdede at have sikret finansiering til at gøre Tesla privat, hvilket fik aktierne til at stige, selvom der ikke var konkrete planer på plads.
Ifølge appellen var Musk af den overbevisning, at SEC var gået over grænsen i sagen mod Tesla-medstifteren, og at myndighederne nu direkte chikanerede ham.
Han hævdede også, at gennemgangen af hans tweets burde suspenderes, da han kun indvilgede i forliget under tvang.
Det var dommeren dog ikke enig. I stedet blev appellen altså afvist:
»Musk kan ikke bare bede om få trukket aftalen, som han velvidende og frivilligt indgik, tilbage ved at beklage sig over, at han følte sig tvunget til acceptere den«, skrev Liman i begrundelsen.
»Heller ikke selvom han nu – når sagen er på afstand, og hans firma betragtes, ifølge ham selv, stort set uovervindeligt – ville ønske, at han ikke havde indvilget i aftalen«.
Dermed må Elon Musk stadig sende sine tweets om Tesla til gennemsyn hos en advokat – også selvom han er Twitters fremtidige ejer.