Det kan godt være, at hun har en af Instagrams største profiler med 309 millioner følgere, men Selena Gomez bruger ikke selv meget tid på platformen.
Faktisk har hun personligt ikke brugt sociale medier i mere end fire år, afslører hun i et interview med Good Morning America, hvilket skyldes hendes hensyntagen til hendes psykiske velbefindende.
»Det har ændret mit liv fuldstændigt«, siger hun i interviewet. »Jeg er mere glad, mere til stede, og jeg er mere forbundet med andre«.
Gomez, som er blevet diagnosticeret med bipolar lidelse, har tidligere været åben omkring livet som psykisk syg, og hvilke konsekvenser det har for hendes liv.
Her har det tilsyneladende hjulpet at være mindre online og mere ude i den fysiske verden blandt andre mennesker.
»Jeg ved, hvor magtfuldt internettet kan være, og hvordan det har gjort så mange gode ting for hele verden. Men for mig er det bedre at få nyheder, der faktisk er vigtige, direkte fra personerne i mit liv«, tilføjer hun.
Men hvordan kan man have en af Instagrams mest populære kontoer, når man ikke selv sidder med den?
Ifølge Gomez er løsningen, at hun kuraterer indhold til opslag, men lader et trofast hold håndterer alt det praktiske.