Hvordan ville det egentlig se ud, hvis Ricky Gervais indtog værtsrollen for næste års Oscar-uddeling efter Will Smiths overfald på Chris Rock?
Hvilke jokes ville han fyre af? Ville han holde sig i sit gode skind? Og hvordan ville han forholde sig til årets katastrofale show, hvor Will Smith overfaldt Chris Rock?
Ét bud finder man på TikTok, hvor Henry Bretz, den ene del af den australske podcast-duo Unpacking Brisbane, giver den hele armen i en parodi af den britiske skuespiller som Oscar-vært anno 2023.
En parodi, som ikke kun har et par Gervais-værdige vittigheder, der nok skulle kunne skabe kontrovers, men som også bare er skræmmende spot on for mimik og toneleje.
I videoen kommer Brentz vidt omkring, ikke kun med referencer til Will Smiths lussing og hans hustru, men også til selve publikums rolle i spektaklet, hvor Hollywood-stjernerne blev kritiseret for ikke at udvandre.
En interessant detalje er i øvrigt, at Ricky Gervais tidligere i år faktisk tilbød at dirigere årets show. Han havde dog et ufravigeligt krav: Han ville skrive sine egne jokes.
Det skete som bekendt ikke, men det har dog ikke stoppet flere Twitter-brugere fra højlydt at ønske, at han alligevel havde været der til at kommentere på de vanvittige scener mellem Smith og Rock.
Det opsnappede Gervais faktisk, og han svarede derefter med et bud på hans indledende åbningsdialog, hvor han ikke lagde fingre imellem, men derimod stak gevaldigt til hele Oscar-showet.