Madonna har indtil videre holdt sig til at købe NFT’er, men nu er hun selv sprunget ud som kryptokunstner.
Popikonet har således lanceret kollektionen ‘Mother of Creation’, der udgøres af tre værker på SuperRare, hvor de sælges på auktion i øjeblikket.
Samlingen er skabt i samarbejde med Beeple – manden bag verdens dyreste NFT, ’Everydays – The First 5000 Days’, som blev solgt for 453 millioner kroner i marts 2021, og dermed blev katalysator den hypede fascination af kryptokunst.
De tre værker – ‘Mother of Technology’, ‘Mother of Evolution’ og ‘Mother of Nature’ – består af videoer, hvor en nøgen Madonna slænger sig i frodige, kliniske og urbane omgivelser, imens hun giver liv til alskens skabninger.
Det er en anelse bizart, når der kravler robot-agtige tusindben ud af hendes underliv, men det er altså et gennemgående tema, hvor hun føder naturen.
Hver NFT, som er animeret af Beeple, inkluderer desuden både ny og gammel, men bearbejdet, tekst og musik fra popstjernen.
De tre værker er til salg indtil fredag, hvor højeste bud vinder. Lige nu rangerer buddene fra 69.000 til 189.000 kroner.
Alle penge fra salget – og efterfølgende salg, som de to kunstnere også får betaling fra – går til de tre velgørende organisationer The Voices of Children Foundation, The City of Joy Foundation og Black Mama’s Bail Out.