Detaljerne begynder så småt at slippe ud omkring Netflix-filmatiseringen af ‘Horizon’-serien, der har været et af PlayStations helt store hit, og som Sony selv bekræftede for nylig overfor deres investorer.
Ifølge Jeff Grubb, der har ry for at have sine kilder på plads i spilbranchen, vil tv-serien få titlen ‘Horizon 2074’, og den vil hverken være et reboot eller remake af historien i seriens to spil, men derimod en akkompagnerende fortælling. Det skriver Eurogamer.
Filmatiseringen vil efter sigende skildre to tidslinjer, der udfolder sig sideløbende. Den ene følger vores klodes forfald i det 21. århundrede, hvilket også lægger hele grundlaget for baghistorien i spilserien.
Den anden tidslinje følger derimod fremtidens begivenheder adskillige århundrede senere, hvor man som kvinden Aloy udforsker konsekvenserne af vores ubeboelige planet. Dette er også dem, man spiller sig igennem i de to PlayStation-spil.
Hvis rygterne taler sandt, lyder det altså som om, at tv-serien vil udfylde nogle af de huller, som spilserien kun nævner i flæng – eller måske begivenheder, som spillene slet ikke har inkluderet.
Udover ‘Horizon’-filmatiseringen har Sony også adskillige andre filmatiseringer i støbeskeen hos forskellige streamingtjenester og produktionsselskaber, heriblandt tre serier – ‘The Last of Us’ hos HBO, ‘Twisted Metal’ hos Peacock og ‘God of War’ hos Amazon – samt en film baseret på ‘Ghost of Tsushima’.